VUC Syd står skoleret for undervisningsministeriet

VUC Syd skal redegøre for pengeforbrug til bl.a. kunstindkøb, udlandsrejser og sponsorater af klubber, som direktionen var medlemmer i.

I dag tirsdag har bestyrelsen for VUC Syd været i gang med at svare på i alt elleve spørgsmål om bl.a. studieture til London og Californien, afholdelse af pædagogiske dage i udlandet, ansættelse af direktørens søn, indkøb af kunst og  Apple-ure samt indretning af direktørens kontor, men formand for bestyrelsen, Hans Peter Geil (V), afviser at fortælle, hvad de svarer.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som hører under undervisningsministeriet, har givet VUC Syd svarfrist indtil på fredag den 15. september.

- Lige nu betragter vi vore svar som interne arbejdspapirer, sagde Geil tirsdag på et indkaldt pressemøde.

I juni forlod direktør Hans Jørgen Hansen sin stilling, samtidigt med at der var medieomtale af pengeforbruget.

Hans Jørgen hansen forlod VUC Syd i juni efter omtale af ekstravagant pengeforbrug
I juni forlod Hans Jørgen Hansen sin stilling som direktør. 

 Bestyrelsen skal også svare på, hvorfor VUC Syd har brugt offentlige penge på en række sponsorater. Bl.a. er Haderslev Golfklub sponsoreret med 256.000 kr., mens daværende direktør Hans Jørgen Hansen har været medlem af klubben. Også en lokal cykelklub er blevet sponsoreret, mens vicedirektør Hans Juhl har cyklet der.

quote

Lige nu betragter vi vore svar som interne arbejdspapirer

Hans Peter Geil, (V), bestyrelsesformand, VUC Syd. 

Ligeledes skal bestyrelsen svare på, hvorfor den i 2015 bakkede op bag en aftale til 45 mio. kr., som Hans Jørgen Hansen indgik med en lokal entreprenør, som han også samarbejdede med i et privat projekt.

VUC Syd skal også redegøre for den måde, de opgør fraværsprocenter på.

- Vi er ved at renskrive besvarelserne, og derfor betragter vi det som et internt dokument, som ikke skal udleveres til offentligheden, sagde Hans Peter Geil tirsdag.

Han oplyste i øvrigt, at VUC Syd snarest nu slår stillingen som direktør op.

Her er de 11 spørgsmål:

  • Pædagogiske dage afholdt i udlandet
  • Sponsorater
  • Studietur til Californien
  • Studieture/netværksmøder i London med bl.a. Apple
  • Ansættelser: Direktørens søn, vicedirektørens datter og bestyrelsesformandens kone
  • Indretning af direktørens kontor
  • Indkøb af Apple-ure til ledelsen
  • Fejlkontering og mistænkelig systematik i forbindelse med håndtering af fakturaer
  • Opkøb af kunst ift. De budgetterede håndværkerudgifter i forbindelse med nybyggeri, jf. cirkulære om kunstnerisk udsmykning af statsligt byggeri mv.
  • Eventmageri
  • Disposition om udbud og byggeri

VUC Syd er en selvejende institution med undervisning til voksne i Sønderborg, Aabenraa, Tønder og Haderslev, hvor hovedsædet er placeret.