Lilian er portør i arbejdstiden og biker i fritiden

- Ej, kan du godt styre den?, udbryder patienterne, når Lilian Dannells fortæller, hvad der står i hendes garage ved hjemmet i Esbjerg.

Så spænder hun musklerne og siger:

- Det her er jo ikke fugleklatter.

Og så griner de.

Lilian arbejder som portør og serviceassistent på Sydvestjysk Sygehus.

Og det er ikke til at se det, hvis ikke man ved det: At der bag den hvide kittel gemmer sig en fartglad kvinde med en stor passion for at køre på Harley-Davidson-motorcykel.

På mange måder står arbejdet i røntgenafdelingen på sygehuset, hvor hun er iført hvidt fra top til tå, i skærende kontrast til fritidsbeskæftigelsen med sort lædertøj og bandana.

Men de to ting hænger faktisk godt sammen, mener hun.

- Der er fart på, og jeg får tømt hovedet, når jeg kører motorcykel. Og det er sundt at koble fra med en helt anden interesse, når man har et arbejde, hvor man ser mange syge mennesker, siger Lilian, som medvirker i programmet ’Vores Sygehus’ på TV SYD.

Det er fem år siden, hun tog sit motorcykelkørekort.

Men drømmen om at eje en Harley med højt styr og køre på den har været der i mange år. Faktisk siden hun som 18-årig sad bag på sin daværende kærestes motorcykel.

- Jeg syntes, det var lidt sejt, husker hun.

Drømmen er siden gået i opfyldelse, og Lilian er i dag biker.

Sådan en, der ryger cigaretter og har tatoveringer. Sådan en, der har svært ved at skjule sin begejstring, når hun taler om sin Harley. Og sådan en, der går i klub med andre, der deler hendes passion for de tohjulede køretøjer.

Lilian er aldrig blevet mødt af fordomme fra kollegerne, fortæller hun. Tværtimod synes de, hun er sej. Og faktisk har hun inspireret tre andre fra afdelingen til også at tage motorcykelkørekort.

- Vi har snakket meget om det. Jeg har sagt: ”Kom nu i gang, man lever kun én gang”.

Hun er 54 år, men ligner en på 40, hvis hun selv skal sige det.

Og det skal hun, for hun er bedøvende ligeglad med, hvad andre tænker om hende. Lilian gør, hvad der passer hende.

Derfor rører det hende heller ikke, at hendes børn måske nok mener, at det er en anelse for meget, at hun har pyntet sit hjem med en sparegris med et dødningehoved og en lampe, der er formet som et – for bare at nævne et par eksempler.

- De er lidt flove over mig. Men det er jeg sådan set ligeglad med, siger Lilian, der ikke kan lade være med at grine, når hun fortæller om sin noget specielle samling.

Hun kan ikke sætte fingeren på, hvorfor, men hun har været optaget af dødningehoveder i mange år. Og hjemmet er ikke det eneste, der afslører den interesse.

På Harley’en sidder et dødningehoved af jern, bilen har både et på køleren og over rattet, ligesom Lilian ikke tøver et sekund, før hun tager sin jakke med kranier på.

Faktisk er hun så glad for skulls, som det hedder på engelsk, at hun har fået et foreviget på sin krop i form af en tatovering.

- Mine kolleger synes, den er flot, siger hun.

Lilian taler om sin Harley, som andre taler om deres kæledyr.

Den er blevet en del af hende, og hun kunne ikke forestille sig et liv uden.

Da hun blev skilt fra sin mand i december sidste år og sammen med bankrådgiveren skulle have styr på sin økonomi, lod hun hende forstå, at det ikke var en mulighed at sælge motorcyklen.

- Så vil jeg hellere bo i en papkasse, siger hun i et tonefald, der indikerer, at hun mener det.

Helt så galt gik det dog ikke. Lilian har i dag både lejlighed og Harley. Og børn og børnebørn. Tre styk af sidstnævnte.

Det at være farmor og mormor ligger også højt på listen over ting, hun elsker. Helt oppe på højde med kværnen i garagen.

- Min Harley betyder alt for mig – sammen med mine børnebørn.

 

 

Tekst og redigering: Louise Kielstrup
Fotos: Privat/Frank Blauenfeldt
Video: Bárður Michaelsen
TV SYD, september 2018