Det er en helt almindelig dag. Heidi er i gang med at vande blomster i vindueskarmen, da hendes blik pludselig falder ned på gaden.
- Og så står han der. Han kigger op. Det var meget ubehageligt, fortæller Heidi.
Tankerne for rundt i hovedet på hende:
- Hvad vil han? Stopper det her? Hvad har han gang i?
Den dag. Den oplevelse. Det øjeblik. Det blev skelsættende for Heidis liv. Nu var det alvor.
TV SYD har mødt Heidi. Hun har valgt at være anonym af frygt for den stalker, der chikanerede og truede hende i tre år. Her er hendes historie:
Tidligere havde den nye kollega sendt hende kærlige sms'er uden for arbejdstiden, og en aften ringede han for at snakke. Pludselig spurgte han:
- Nå, vil du giftes?
Heidi tænkte, at det var en joke. Det viste sig dog hurtigt, at han mente det. På arbejde begyndte han at røre ved hende; nusse hende i håret og give hende små, kærlige klap.
- For mig er det ikke normalt at opføre sig sådan, så jeg bad ham om at holde op, fortæller Heidi.
Det fik imidlertid ikke kollegaen til at stoppe - tværtimod.
En nat ringede dørtelefonen pludselig - og den blev ved, så Heidi listede ned af trappen og ud til døren. Det viste sig, at der var sat en tandstik i dørtelefonen.
- Jeg kunne ikke se ham, men jeg var jo godt klar over, hvem det var, der havde gjort det, fortæller Heidi, som nat efter nat måtte døje med samme chikane.
Chikanen flyttede hurtigt med ind på arbejdspladsen.
Kollegaen begyndte at bagtale hende til de andre kollegaer på arbejdspladsen. Til sidst gik Heidi til chefen, men der var ingen støtte at hente:
- Nå ja... ta' det som et kompliment, lød meldingen.
Efter samtalen med chefen blev chikanen værre. Kollegaen begyndte at true Heidi. Situationen gav en masse uro på arbejdspladsen, og det endte med, at Heidi blev fyret.
- Det var mig, der skabte uro. Jeg bad jo hele tiden om hjælp.
Men selvom Heidi ikke længere var på arbejdspladsen, fortsatte stalkingen - blandt andet når hun var ude at handle. Heidi tog derfor et drastisk valg.
- Jeg besluttede mig for at flytte bopæl. Så fik jeg beskyttet adresse, men han fandt hurtigt ud af, hvor det var.
En dag tog han fat i hende og truede med, at nu ville det gå ud over hendes barnebarn. Et par dage efter fandt hendes datter en blodig bamse ude foran hoveddøren.
- Den var viklet ind i bandage og med noget, der skulle ligne blod ud over det hele. Det skulle vise, at den var kommet til skade, fortæller Heidi.
Heidi havde tidligere henvendt sig til politiet med problemet. Hun havde fortalt dem om sexchikanen på arbejde og stalkingen derhjemme, men ifølge Heidi var der ikke hjælp at hente hos politiet.
- Det er jo bare fordi, han er lun på dig. Du skal føle dig smigret, fik hun at vide.
Efter truslerne mod barnebarnet tog Heidi igen og igen fat i politiet. De tog dog ikke rapport, men bad hende finde beviser.
- Jeg mistede tiltroen til det hele. Til andre mennesker. Til politiet. Jeg følte, at jeg ikke fik nogen hjælp. Selv politiet stod ligesom magtesløse overfor det her eller ville ikke hjælpe mig, fortæller Heidi.
Heidi røg længere og længere ned i et hul rent psykisk. Om natten fik hun mareridt, nogle nætter turde hun slet ikke at lægge sig til at sove af frygt for, at stalkeren ville dukke op.
Hun begyndte også at holde sig indendøre og fik andre til at handle for sig.
- Man ved jo aldrig, hvad der kan ske, når man går ud.
Heidi blev en helt anden person, end hun havde været før. Efter tre år med en stalker i hælene begyndte hun at gå med tanker om at tage sit eget liv.
En dag hev hun dog op i sig selv og tog med familien til en offentlig fest. Hun blev kørt derud og hjem igen.
- Jeg glædede mig rigtig meget, for jeg var jo ikke kommet meget ud i de seneste år. Nu skulle vi ud og have god mad, høre god musik og have god stemning sammen med familien, fortæller Heidi.
Heidi nød at være til festen. Hun fik hilst på venner, som hun ikke har set længe og følte sig efter omstændighederne tryg.
- Jeg kan aldrig føle mig helt tryg, men jeg havde fornemmelsen af, at jeg var i gode hænder. Jeg havde det godt, hvor jeg var lige nu, fortæller Heidi.
Men pludselig kom en mand mod hende med raske skridt.
- Og det var ham!
- Den første tanke, der gik ind i mit hoved var: Hvordan ved han, at jeg er her?
Mere nåede hun ikke at tænke, for så overfaldt han Heidi.
Hendes fætter og andre gæster til festen brød ind og hjalp hende. De dannede en mur om hende.
- Det var held i uheld, at der var så mange mennesker omkring mig.
Heidi anmeldte overfaldet, og med 300 vidner fra festen fik stalkeren - den tidligere kollega - et tilhold på fem år.
Nu var det, der startede med små uskyldige beskeder og endte i tre års mareridt med chikane, trusler og overfald, slut - men ikke uden mén:
- Skaden er sket. Arrene vil være på sjælen. For mig er hjemmet min trygge base, og verden udenfor er grim, siger hun.
Hun har et godt råd til andre, der bliver stalket:
- Det er så vigtigt, at man får hjælp fra starten. Jo længere tid der går, jo værre bliver det, siger Heidi.
Hun håber, at hun i fremtiden kan hjælpe andre, der bliver stalket.
- Jeg ved, at det er vigtigt, at personen ved, at han eller hun ikke står alene med det. Det er SÅ vigtigt.
Tekst og redigering: Christina Hoffmann-Møller
Foto og tilrettelæggelse: Morten Thomsen og Heidi Godskesen Rasmussen
TV SYD, maj 2019
