Når Jens Jakob puster bobler, glemmer børnene, at de har ondt

Marshall, Chase, Skye.

Jens Jakob Petersen tøver ikke, når han skal remse navnene på hundene i tegnefilmsserien ’Paw Patrol’ op.

Han er heller ikke i tvivl om, hvilke Lego-produkter der er hotte lige nu. Og så synes han, det er hyggeligt at se DR’s børnekanal Ramasjang.

På den måde er 34-årige Jens Jakob, som medvirker i TV SYD's serie 'Vores Sygehus', ikke meget anderledes end de fleste andre mænd i starten af 30’erne, som har små børn.

Og dog – han har nemlig ingen børn.

Til gengæld har han patienter, og de er alle under 18 år. Og når han følger med i, hvad børnene går op i, er der en god chance for, at han kan genkende en figur på en trøje.

- Når der kommer en dreng ind med ’Paw Patrol’ på maven, og jeg kan snakke med, tænker han: ”Åh, en voksen, der kan noget, jeg kan”. Det skaber en forbindelse, siger han.

Børnelæge på Børne- og Ungeafdelingen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, står der på Jens Jakobs visitkort.

Og det forpligter ikke bare på det faglige plan, men stiller også store krav til, hvordan han opfører sig, når han er sammen med sine patienter.

- Når jeg kravler rundt nede på jorden og er i børnehøjde, giver det meget i relationen til barnet. Det viser, at jeg ikke er farlig. Og det viser, at jeg kender deres leg og forstår de ting, de laver, siger han.

- Tålmodighed er det vigtigste, når man arbejder med børn, for det tager bare længere tid med dem. De har en egenvilje, så man kan ikke komme tæt på hurtigt og undersøge det, man vil.

Derfor er det heller ikke hverken stetoskop eller termometer, der er hans vigtigste arbejdsredskab.

Men derimod sæbebobler, som han altid har i lommen på sin kittel, fordi børnene er vilde med dem. ”Jeg føler mig nøgen uden”, som han siger.

Han har lært mange af sine tricks af hospitalsklovnene. Men et af dem har han udviklet selv: Han kan puste sæbebobler med én hånd, mens han lytter på patientens lunger med den anden.

- At der pludselig er noget spændende i rummet, man kan kigge på, gør, at barnet glemmer, hvad besøget handler om. Det afleder opmærksomheden fra det, der gør ondt, og tager toppen af utrygheden, siger Jens Jakob, som også kan finde på at puste plastikhandsker op som balloner.

Hvordan får du tid til at lege?
- Jeg tager mig tid til at lege. Og så har vi nogle andre ressourcer på en børneafdeling, for det tager længere tid at undersøge børn. Det skal vi blive ved med at have, ellers kan vi ikke være her, og vi kan ikke give børnene en ordentlig behandling.

Navneskiltet, der er lavet af Lego, understreger, at Jens Jakob er et stort legebarn.

Og selvom han også kan finde på at bygge med Lego i sin fritid, er der ikke noget Peter Pan på Ønskeøen over ham, forsikrer han. Han synes bare, leg er skægt.

Derfor synes han også, det er fedt, at han kan få lov til at lege sig igennem en stuegang.

For når de små patienter kravler ned under bordet eller gemmer sig under dynen, fordi der er trygt at være, må Jens Jakob kravle med for at undersøge dem.

Det er heller ikke ualmindeligt, at Duplo-klodser og andet legetøj bliver en del af selve undersøgelsen. Med en figur i hånden kan han for eksempel få et barn til at kigge op eller ned eller finde ud af, om det gør ondt, når figuren ”går” på benet.

Det er enormt vigtigt for ham, at børnene synes godt om ham.

- Jeg kan ikke lide, hvis børnene er sure, når jeg går. Så har det ikke været et rart møde, og så synes de, at læger er dumme. Det skaber mistillid, forklarer han.

Jens Jakob skal ikke kun forholde sig til sine patienter. Han skal også tale med og berolige deres forældre.

Han oplever, at de er meget mere bekymrede end børnene, som typisk er mest bange for at blive indlagt uden mor.

Forældrene derimod frygter, at deres barn fejler noget alvorligt. En sygdom som kræft fylder meget i deres bevidsthed.

Det er vigtigt for Jens Jakob, at forældrene får den rette viden, og det betyder helt lavpraktisk, at han bruger mere komplicerede ord, når han taler med voksne.

Han er dog så rutineret, at han ikke længere tænker over, hvornår han skifter fra barne- til voksenkommunikation, men det sker mange gange hver dag.

- Jeg ser på reaktionen. Hvordan ser deres ansigt og kropssprog ud, når de lytter. Er personen med på det, jeg siger?

Jens Jakob elsker at arbejde med børn.

De er umiddelbare. Og kan ikke altid fortælle, hvordan de har det, eller hvor det gør ondt. Det betyder, at Jens Jakob ofte er nødt til at lege detektiv for at stille en diagnose.

- Man tror måske, det er hoften, den er gal med, men i virkeligheden er det foden. Det er skide sjovt, at man kan blive nødt til at observere dem for at finde ud af, hvad de fejler, siger han.

Det er vigtigt, at man ikke er bange for børnene, som Jens Jakob nogle gange oplever, at kolleger fra andre afdelinger og læger under uddannelse er.

Nogle bryder sig simpelthen ikke om at behandle syge børn, fordi det er ”andres små guldklumper”, fortæller Jens Jakob, der har det på samme måde med voksne patienter.

- Jeg skulle også nødig behandle en 80-årig.
 

Tekst og redigering: Louise Kielstrup
Fotos: Frank Blauenfeldt
Video: Bárður Michaelsen
TV SYD, september 2018