Oversigt

Paskontrol står ubrugt, og til sommer kan det gå ud over dig

I Billund Lufthavn står en totalt ubrugt, automatisk paskontrol - og kommer den ikke i drift inden sommerens travlhed, vil det få alvorlige konsekvenser.

- Der er ingen tvivl om, at det her system skal man have op og stå. Vi får en sommer, der bliver betydeligt mere rejsetung end de seneste år, og der bliver rekordtravlt i de største danske lufthavne, fortæller luftfartsanalytiker Jacob Pedersen til TV 2.

Både Billund og Kastrup Lufthavn har installeret den automatiske paskontrol eGates, hvor EU-borgere kan scanne deres pas fremfor at vise det til politiet ved indrejse. Maskinen skal gøre det betydeligt hurtigere for rejsende at komme gennem lufthavnen.

Men de står lige nu fuldstændig ubrugte. Kort fortalt er det udviklingen af den nye teknologi fra politiet, som trækker ud.

- Det med at nå frem til tiden og ikke stå i køer alt for mange steder i lufthavnen, det får et negativt blik på oplevelsen, fordi vi nu har et sted mere, hvor der kan opstå flaskehalse og lange køer. Det kan betyde, at nogle rejsende ikke når deres fly, siger Jacob Pedersen til TV 2.

I Billund Lufthavn er administrerende direktør, Jan Hessellund, også frustreret og ærgerlig over den manglende teknologi, men han er optimistisk frem mod sommerens travle perioder.

- Jeg stoler på, når myndighederne melder ud, at de har en plan om, at det software, der skal lægges på for at virke, kommer i gang inden sommer. Vi ved jo alle sammen, at sådan noget IT tager dage eller uger, før det er kørt ind, så vi glæder os til, at det kommer i gang.

Jan Hessellund fortæller yderligere, at Sydøstjyllands Politi, der sidder i paskontrollen i Billund Lufthavn, er ved at ansætte yderligere personale i tilfælde af, at eGates ikke bliver klar til sommer.