Oversigt

Flere penge til unge med stress i Sønderborg

Stress hos unge mennesker er et alvorligt problem. Men i Sønderborg har et stresshåndteringskursus vist så gode resultater, at kommunen har besluttet at forlænge projektet “Åben og Rolig for Unge” med endnu et år for at få mere viden om langtidseffekterne af kurset.

Deltagerne var unge i alderen 15-25 år, som har fået redskaber til at reducere symptomer på stress i hverdagen. En evaluering af projektet viser, at det virker:

  • 78 procent har oplevet en reduktion i stress
  • 98 procent får redskaber og strategier, som de kan bruge i hverdagen
  • 96 procent føler sig bedre i stand til at arbejde videre med egne udfordringer efterfølgende.

- Stress hos unge er et alvorligt problem, og derfor giver det rigtig god mening at forlænge tilbuddet for at få mere viden om langtidseffekterne. Det vil give os et bedre beslutningsgrundlag for at vurdere, om Åben og Rolig for Unge er den rette indsats til målgruppen i Sønderborg Kommune, siger Didde Lauritzen (S), formand for Sundhedsudvalget, i en pressemeddelelse.

Forlængelsen af stresshåndteringskursuset forventes at koste 284.000 kr.