Oversigt

Øget sikkerhed og flere patruljer til søs

Det var en særlig dag for Syd - og Sønderjyllands Politi, da deres helt nye patruljebåd blev præsenteret på Årøsund Havn.

Navnet er Juliet 0501, og med sine 2x225 hestekræfter skal den øge sikkerheden ved syd- og sønderjyske kyster og havne.

Udover at være helt ny, er den med sine 9,5 meter og 2285 kilo også den første af sin slags i politikredsen.

- For os er det vigtigt, at alle kan færdes trygt og sikkert – også på vandet. Den nye patruljebåd er et godt redskab til at komme tættere på borgerne og være der, hvor de er, siger Frits Villy Kjeldsen, politidirektør i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Tidligere har politiet haft et samarbejde med Marinehjemmeværnet og lånt deres patruljebåde, men det giver andre muligheder for tilstedeværelse og fleksibilitet til søs, at de nu har deres helt egen båd til rådighed.

- Vi har gennem en årrække nydt godt af et helt enestående samarbejde med Marinehjemmeværnet, der har assisteret os på indsatser til søs. Det har vi været meget glade for og vil også fremadrettet gøre brug af denne mulighed, men vi kan nu supplere med indsatser og patruljer i vores egen patruljebåd, siger politidirektøren.