Oversigt

Døgninstitution stod for hver tredje magtanvendelse

Et ''eksorbitant anderledes og højere antal magtanvendelser end sammenlignelige tilbud" sætter nu Børne og Unge Center Vejle Fjord under skærpet tilsyn af Socialtilsyn Syd.

Det skriver DR, der har fået aktindsigt i stedets seneste kvalitetsmodel og tilsynsrapport. 

Eksorbitant betyder overdreven eller ekstraordinært meget.

I 2023 var der, ifølge forstander Michael Højer, 414 magtanvendelser på centeret - og i hele Region Syddanmark fik Socialtilsyn Syd indberettet 1.254 magtanvendelser. Det svarer til, at Børne og Unge Center Vejle Fjord stod for hver tredje indberetning i 2023. 

Michael Højer forklarer til DR, at det i dag er en anden type børn, stedet får anbragt:

- De børn, der var anbragt her for ti år siden, anbringes ikke længere. De bliver alle i dag anbragt i plejefamilier. Og det betyder, at de børn, der kommer hos os, hovedsageligt er børn, der har massive vanskeligheder, og som kommer fra sammenbrud i andre anbringelser.

Forstanderen er dog ikke uenig i rapportens konklusion om, at tallet skal blive markant lavere.

I 2023 boede der i gennemsnit 43 børn mellem fire og 17 år på Børne og Unge Center Vejle Fjord. I første omgang er døgninstitutionen under skærpet tilsyn i tre måneder.