Oversigt

Beboere fik p-afgifter efter 50 år uden – nu er der nyt i sagen

Arealer langs villavejene i Østerlundkvarteret i Nordborg bliver fremover til parkeringsarealer.

Beslutningen er taget efter uenigheder, hvor flere beboere pludselig har fået p-afgifter af Sønderborg Kommune, når de parkerede i området.

Striden mellem beboerne og kommunen handlede kort fortalt om, hvorvidt området var udlagt til længdeparkering langs vejen, eller om der var tale om ulovlig parkering på et fortov.

quote

Vi er glade for, at politikerne har lyttet til os

Erik Jensen, beboer i Østerlundkvarteret

Borgerne, som i 50 år har parkeret i området uden problemer, mente det første.

Men Sønderborg Kommune stod på den anden side. 

Nu er der imidlertid godt nyt til borgerne, som fremover kan parkere i området uden at risikere en p-afgift. 

Forstod frustration

Politikerne i Teknik-, By- og Boligudvalget er nemlig enige om, at arealerne langs villavejene i Østerlundkvarteret i Nordborg kan fungere som parkeringsarealer. Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

- Siden der kom uro om parkeringen, har jeg været ude i området nogle gange og har haft en god dialog med beboerne. Jeg forstod frustrationen og med den opbakning, der var fra mine udvalgskolleger, gav det ikke mening at vente til en politisk drøftelse i slutningen af april og så først en beslutning i juni, siger Kirsten Bachmann, der er formand for udvalget.

Beslutningen glæder Erik Jensen, der bor i området.

- I torsdags havde vi møde med politikerne, hvor vi havde flere af dem ude for at se området.  Vi er glade for, at de har lyttet til os, og at de har kunnet se problematikken. Nu kan vi med god samvittighed parkere igen, siger fra Erik Jensen.