Oversigt

Storketræf på mark nord for Frifelt

Fredagens sidste runde med skolebussen bød på et ganske særligt syn for en 63-årig buschauffør fra Toftlund.

På en mark nord for Frifelt, så han seks storke gå rundt i samlet flok. 

- Da jeg så dem, stoppede jeg op og tog billedet ud af vinduet. Storkene var ganske uanfægtede af den store bus, siger Hans Sterler Meyer.

På billedet er de godt nok lidt svære at få øje på, men for den 63-årige buschauffør går oplevelsen ikke i glemmebogen lige foreløbig. 

- Jeg har aldrig i mit liv set så mange storke på én gang. Det var helt overvældende med så mange på én gang, siger han.