Gymnasiefest gik galt: Elever vågnede med stærke smerter

En række elever vågnede lørdag morgen med stærke smerter efter en gymnasiefest. Rektor beklager og kræver en redegørelse.

Horsens Gymnasium og HF holdt fredag aften gymnasiefest med ravetema. Men noget gik galt til festen.

Lørdag har flere elever henvendt sig til rektor Flemming Steen Jensen med beretninger om stærke smerter i øjnene. Han har bedt leverandøren af lys til festen om en redegørelse.

TV 2 og TV2 Østjylland har været i kontakt med elever, der deltog i festen. Blandt andet en mandlig elev fra skolens tredje årgang.

Han fortæller, at der ikke var noget, der virkede forkert til festen. Men da han gik hjem sammen med sin kæreste kort efter midnat, begyndte hans øjne at gøre ondt.

- Vi går sammen og taler om, at vi har tørre øjne. Vi skulle hele tiden blinke, og det gjorde ondt, siger han.

Eleven ønsker at være anonym af hensyn til sin skolegang. Hans identitet er redaktionen bekendt.

Vagtlæge var ikke i tvivl 

Da han vågnede lørdag morgen, var smerterne blevet markant værre.

- Da kunne jeg slet ikke holde det ud. Jeg kunne ikke holde ud at have dem åbne, siger han.

Eleven kontaktede lægevagten, hvor han fik en tid senere lørdag. I venteværelset mødte han en anden elev fra skolen, der uopfordret spurgte ham, om han også havde ondt i øjnene.

- Hun kiggede bare på os, og så sagde hun: Er det også øjnene?

Det kunne han bekræfte. Samme respons fik han, da det blev hans tur ved vagtlægen.

- Vagtlægen sagde med det samme: Du har været til gymnasiefest.

Både den kvindelige elev og vagtlægen kunne fortælle, at han langtfra var den første, der havde henvendt sig med smerter i øjnene.

Solbrændt 

Den mandlige elev fortæller, at vagtlægen vurderede, at de havde været udsat for uv-stråling. Muligvis på grund af et ødelagt filter på de lamper, der blev brugt til festen.

Foruden problemer med øjnene oplevede han, at han var meget solbrændt i ansigtet og på brystkassen.

- Det er som at have ligget på stranden i Grækenland en hel dag uden solcreme, siger han.

TV2 og TV2 Østjylland har været i kontakt med en anden mandlig elev fra tredje årgang, der fortæller samme historie.

Han fik også ondt i øjnene efter festen fredag aften. Han tog videre i byen, og her bemærkede flere hans meget røde øjne.

- Mine øjne er fyldt med vand, jeg kan ikke se noget, og de svier. Det bliver det ved med, indtil jeg går i seng. Og da jeg står op, gør de stadig ondt, og jeg er helt solbrændt, siger han.

Mange med smerter 

Han har været i kontakt med en lang række andre elever lørdag, der alle beskriver samme symptomer efter festen.

Eleven ønsker at være anonym. Men han har givet tilladelse til at bringe et billede af hans øjne, som er irriterede og med forbrændinger i huden.
Eleven ønsker at være anonym. Men han har givet tilladelse til at bringe et billede af hans øjne, som er irriterede og med forbrændinger i huden.
Foto: Privatfoto

 Rektor Flemming Steen Jensen har været i kontakt med fem elever, der fortæller om smerter i øjnene. Han beklager overfor de unge og deres forældre.

- Når man sender sine unge mennesker til gymnasiefest, skal det være sikkert. Derfor undersøger vi det meget grundigt, og vi tager det alvorligt. Vi er på sagen hele tiden lige nu, siger han.

Kræver redegørelse 

Rektor har bedt leverandøren af lys til fredagens fest om en redegørelse. Han har været i kontakt med firmaet lørdag, og de fortæller, ifølge rektoren, at de aldrig har oplevet noget tilsvarende.

Flemming Steen Jensen har ikke selv noget bud på, hvad der er gået galt ved festen. -

- Den slags lys har vi haft tidligere uden problemer, så jeg er lidt i tvivl om, hvad det kan skyldes, siger han.

Han har skrevet ud til alle skolens elever på Lectio og opfordret dem til at søge lægehjælp, hvis de har ondt i øjnene.

På Lectio har der dagen igennem kørt flere tråde, hvor mange elever har meldt sig i koret af elever, der har ondt i øjnene efter fredagens fest, fortæller den mandlige elev,

- Det er mange mennesker, der er påvirket af det. Som jeg forstår det, er det stort alle, der har været på dansegulvet, siger han.