13 år efter konkurs: Kræver 15 millioner fra regionen

Ejer af konkursramt scanner-klinik kræver erstatning for misligholdelse af kontrakt. Region Syddanmark beskyldes for at tale usandt i retten.

Ejeren af den konkursramte privatklinik Thava stævner nu Region Syddanmark for 15,4 millioner kroner. Dermed genoplives en 14 år gammel strid mellem klinikkens stifter, Niels Thagaard, og regionen.

Tilbage i 2001 manglede det daværende Sønderjyllands Amt kapacitet til at scanne patienter med kræftsymptomer eller med smerter i ryggen, hjernen eller hjertet. Derfor købte Thava en MR-scanner og stillede den på Aabenraa Sygehus, og siden satte Thava også to scannere op i Middelfart.

quote

Regionen brød kontrakten, og vi gik konkurs

Niels Thagaard, stifter af det konkursramte Thava Ingeneering


- På et tidspunkt scannede vi over 30.000 patienter om året. Men i 2010 besluttede regionen pludselig, at patienterne i stedet skulle scannes på det nærmeste sygehus, så lægerne ikke længere henviste direkte til os. Regionen brød kontrakten, og vi gik konkurs på grund af det begrænsede antal scanninger, siger Niels Thagaard.

Usande oplysninger i retten

I 2018 fik han medhold i byretten i Kolding, men i 2020 tabte han ankesagen i Vestre Landsret. Ifølge hans advokat, Casper Hauberg Grønnegaard, fordi regionen talte usandt i retten.

- Regionen forklarede i landsretten, at det var praksis, at man måtte sende patienter til et andet hospital end dét, de var henvist til. Men det var et brud på reglen om patienternes frie sygehusvalg, og det var heller ikke det, regionen havde forklaret i byretten. Desværre troede man på regionens forklaring i landsretten, siger Casper Hauberg Grønnegaard fra KLAR Advokater.

Regionen afviser

Region Syddanmark skriver i en mail til TV SYD, at regionen ikke udtaler sig i verserende retssager, men at man henholder sig Vestre Landsrets dom i den tidligere sag.

Desuden lægger regionen vægt på, at hverken byretten eller landsretten "har udtalt, at regionen har talt usandt i retten", sådan som sagsøgeren hævder.

Regionens daværende sundhedsdirektør, Jens Elkjær, udtalte i 2011 i Fyens Stiftstidende, at Region Syddanmark "har strammet op, fordi vi opdagede, at vi lavede langt flere af de dyre MR-skanninger end andre steder i landet". Han afviste beskyldninger om kontraktbrud. 

Efter aftale med Sønderjyllands Amt købte Thava denne MR-scanner og satte den ind på Aabenraa Sygehus, hvor titusindvis af syddanske patienter blev scannet.
Efter aftale med Sønderjyllands Amt købte Thava denne MR-scanner og satte den ind på Aabenraa Sygehus, hvor titusindvis af syddanske patienter blev scannet.


Usædvanlig sag

Normalt får man kun lov til at prøve en sag ved to retsinstanser, med mindre man kan få sagen i Højesteret.

Derfor har regionen opfordret Retten i Kolding til at afvise sagen. Men i stedet blev sagen udsat, for retten vil træffe en beslutning, før der har været holdt et retsmøde. 

quote

Som offentlig myndighed har regionen pligt til at være objektiv og saglig

Casper Hauberg Grønnegaard, advokat

- Det er retshistorisk, at sagen kan komme op igen. Det kan den, fordi regionen som en offentlig myndighed har pligt til at være objektiv og saglig. Kun et søgsmål kan afklare, om regionen har vildledt landsretten, siger Casper Hauberg Grønnegaard.

Gerne et forlig

 For Niels Thagaard er det ikke i sig selv vigtigt, om sagen kommer i retten igen. 

quote

Det er ikke småpenge, vi taler om

Niels Thagaard, sagsøger


- Det er jo ikke småpenge, vi taler om. Det her løber op i over 30 millioner kroner, når man regner procesrenterne med. Jeg forventer, at vi kan finde en løsning, og det kan eventuelt også ske gennem et forlig, siger Niels Thagaard.