TV der bevæger dig

Politistuderende er glad: Det er en god placering

På den gamle sygeplejeskole i Vejle skal den nye vestdanske politiskole ligge.

Motorvej og lyntog lige ved døren er ifølge politistuderende de vigtigste grunde til, at Vejle er det bedste sted til en politiskole.

Langt om længe er det blevet besluttet, at den nye vestdanske politiskole skal placeres i Vejle. Og det er ifølge politistuderende Michael Nielsen rigtig godt for den nye skole.

- Placeringen er i min optik rigtig god, siger Michael Nielsen fra Vejle, studerende på politiskolen i Brøndby, til TV SYD.

- Og det siger jeg ikke, fordi jeg selv er fra Vejle. Om det blev trekantsområdet eller Skanderborg var ikke vigtigt for mig, bare det er nemt at komme til og fra, tilføjer Michael Nielsen, der indtil tidligere i år var formand for de politistuderende.

Placeringen er i min optik rigtig god.

Michael Nielsen, studerende, Politiskolen i Brøndby

For Michael Nielsen er især skolens beliggenhed og infrastrukturen omkring den vigtig.

- Rekrutteringsmæssigt er det godt, fordi det samler en stor del af oplandet. Skolen ligger 300 meter fra en motorvejsfrakørsel, og samtidig stopper alle lyntog i Vejle, så det er nemt at komme til og fra skolen, siger han. Derfor håber han, at flere vil søge ind på den nye politiskole.

 

Læs også Bekræftet: Politiskole skal ligge i Vejle

Nummer ét havde været nybyg

Den oprindelige plan var, at skolen skulle placeres i et nybyggeri i Herning. Michael Nielsen var ikke tilhænger af placeringen i Herning, men han havde til gengæld gerne set et nybyggeri.

- Førsteprioriteten havde været et nybyggeri, men når der nu ikke var penge til det, så håber jeg, at pengene vil blive brugt på at bygge det, der mangler, siger Michael Nielsen og peger på, at de i de nye lokaler vil få brug for specielle øvelseslokaler.

- Nu håber jeg bare, at vi kan diskutere, hvilke ting vi får brug for på den nye skole, afslutter han.

Læs også Borgmester jubler over politiskole i Vejle