Igen-igen er der bud efter Henrik Dam Kristensen, som i dag blev udnævnt til beskæftigelsesminister.
- Jeg blev ærgerlig over, at Karen Hækkerup stopper, men jeg blev rigtig glad, da statsministeren ringede. Jeg glæder mig til at blive minister igen, siger Henrik Dam Kristensen.
- Nu skal jeg lige have tid til at sætte mig ordentligt ind i det nye ministerium, men social dumping er noget af en hjertesag, som jeg vil kigge på hurtigst muligt.
Spørgsmålet om det er hans mål at få alle ministerposter morer ham:
- Nej, det er det ikke, men det er da altid spændende at få et nyt område tildelt. Jeg har været glad for de andre ministerposter, så jeg tror også, jeg bliver glad for denne.