En 49-årig mand mistede torsdag eftermiddag livet på Tingvejen mellem Esbjerg og Grindsted, da han trådte ud foran en forbipasserende lastvogn. Syd- og Sønderjyllands Politi modtog anmeldelse om ulykken kl. 15.39.
Nu er vejen spærret i begge retninger, indtil der er ryddet op på ulykkesstedet, og bl.a. den tilkaldte bilinspektør har færdiggjort sit opmålingsarbejde.
Ifølge vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Anders Hansen, vil Tingvejen være spærret mellem Starup og Stenderup indtil klokken ca. 18.30 torsdag.
Det drejer sig om en strækning på ca. fem km. mellem rundkørslen i Starup og i nordlig retning derfra indtil Stenderup, der, hvor Ansager Landevej løber ud i tingvejen. Der er etableret omkørsel via Ansager og Varde Landevej.
Ifølge vagtchef Anders Hansen er den dræbte 49-årige en dansk mand. De pårørende er endnu ikke underrettet.
Omstændighederne er endnu ikke fuldt oplyste, men politiet antager, at ulykken skete, fordi manden af ukendte årsager trådte fra en parkeret bil og lige ud foran lastvognen, da den passerede.