Oversigt

Tusindvis var direkte eller indirekte berørt af nedlukning

Lørdagens bombetrussel betød, at lufthavnen var lukket ned i ti timer.

Billund Lufthavn estimerer, at mellem 8000 og 11.000 mennesker var enten direkte eller indirekte berørt af nedlukningen. Det skriver Ritzau.

Nu står lufthavnen over for et stort arbejde med at finde ud af, hvad nedlukningen kommer til at koste.

- Det tager noget tid, inden man kan sætte et beløb på, hvad sådan en dag koster, fordi der er en masse aktører, der har været involveret, siger Dan Prangsgaard, kommunikationschef i lufthavnen, til Ritzau.

I lufthavnen venter et stort arbejde med at opgøre omkostninger i forhold til tabt salg i lufthavnens butikker og restauranter, parkering og på medarbejdersiden.

- Vi skal finde ud af, hvor mange medarbejdere der var på arbejde, og hvor mange ekstra timer de blev der, ligesom vi skal finde ud af, om der var nogle medarbejdere, der havde en vagt, men som ikke kunne møde ind, siger han.

Derudover venter lufthavnen også på data og tal fra blandt andet flyselskaber.