Oversigt

21-årig patient har det bedre – projekt har givet overraskende resultater

Det har givet overraskende gode resultater, at et team af sygeplejersker kører ud til patienter med spiseforstyrrelser. Det viser en ny delevaluering.

Det kan være svært for mange bare at komme afsted til lægen. Når man lider af spiseforstyrrelser, kan det være endnu sværere.

At få behandling i eget hjem har vist sig at være en succes.

- Det har givet rigtig fine resultater. Det er bedre end forventet, lyder det fra Anders Meinert Pedersen, der er lægefaglig direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark.

Besøg derhjemme

I maj 2022 blev Den Mobile Ernæringsenhed fra OUH, Odense Universitetshospital, sat i søen. Det betød, at voksne med spiserforstyrrelser fik mulighed for at få besøg af sygeplejersker i eget hjem.

quote

Med så markante resultater vil vi helt sikkert arbejde på at få det til at blive en permanent løsning og udvide det

Anders Meinert Pedersen, lægefaglig direktør, Region Syddanmark

En delevaluering af projektet viser nu, at patienternes behov for at henvende sig til akutmodtagelsen er faldet med 95 procent. Det samme er antallet af tvangsindlæggelser, hvor der har været 43 procent færre indlæggelsesdage.

- Det er meget tilfredsstillende ikke mindst for patienterne, der er kommet tilbage i eget liv, siger lægefaglig direktør Anders Meinert Pedersen.

Pias datter har fået det bedre

En af dem, der har haft glæde af det nye tilbud, er Pia Schmidts 21-årige datter Line. I nu to år har Line haft besøg af to faste sygeplejersker. 

- Det har betydet så meget. Line er et andet sted i dag. Hun er gladere og har mere mod på tingene, fortæller Pia Schmidt.

Line får stadig besøg af den mobile enhed. Hun er ikke på den ønskede vægt endnu, men hun passer sine måltider, og hvor hun tidligere blev indlagt med et halvt års mellemrum, har hun ikke været indlagt, siden hun kom med i projektet.

- Det har givet en helt anden stabilitet. Det har givet ro i familien, siger Pia Schmidt.

Datterens drøm og mål har været at tage en HF-eksamen. Til sommer kan hun afslutte det første år på vej mod drømmen. Line er nemlig kommet i gang med HF på VUC i Esbjerg.

Hvad er anoreksi:

Anoreksi er en psykisk lidelse, hvor man sulter sig for at opnå en urealistisk lav vægt. Mange dyrker også meget motion eller kaster op eller tager slankepiller. Når man har anoreksi, er man meget optaget af mad, måltider, vægt og krop.  

Anoreksi rammer især unge piger og bliver også kaldt for nervøs spisevægring. Når man har anoreksi, har man en forstyrret kropsopfattelse, hvor man føler sig tyk, selvom man ikke er det.

Når man møder mennesker, der lider af anoreksi, fylder lavt selvværd og en usikker selvfølelse og måske også en frygt for at blive voksen. Man føler sig meget forvirret og har behov for at få styr på sine tanker og følelser. Men fordi man ikke er i stand til det, prøver man i stedet at tage kontrol over maden. Det giver en følelse af at have styr på tingene og skubber svære tanker og følelser i baggrunden. Og slankekure og vægttab bliver et symbol på karakterstyrke og handlekraft.  

Kilde: Psykiatrifonden

Håber det kan fortsætte

Den Mobile Ernæringsenhed er en del af satspuljeprojektet ”Styrket indsats for mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade – delpulje om kapacitetsudvidelse”.

Projektet slutter ved årets udgang, men lægefaglig direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark, Anders Meinert Pedersen, håber, at det fortsætter.

- Med så markante resultater vil vi helt sikkert arbejde på at få det til at blive en permanent løsning og udvide det til de regioner, der ikke har det, siger han.