Mur gennem Esbjerg skal beskytte mod stormflod

Den nye mur bliver en del af stormflodsberedskabet i Esbjerg og skal stå færdig i 2027.

Det er noget af en projekt, Plan- og Byudviklingsudvalget i Esbjerg har sat i søen her midt i maj.

Strækningen fra Esbjerg Strand til umiddelbart efter Niels Juels Gade vurderes til at være i størst risiko ved stormflod, og det skal en kommende sikringslinje tage højde for. 

I første omgang etableres en mur, som sammen med bygninger og porte skal beskytte byen mod stormflod.

- Der er ingen tvivl om, at Esbjerg by er udsat og mange værdier er på spil, fortæller formand for Plan & Byudviklingsudvalget Henning Ravn, Venstre.

Et kort over den kommende sikring af Esbjerg Havn.
Et kort over den kommende sikring af Esbjerg Havn.

- Derfor har byrådet også prioriteret at få udarbejdet et projekt for, hvordan vi kan mindske omfanget af menneskelig og materiel skade tæt på havnen.

Som det første skal der bygges en 90 centimeter høj mur vest for H.E. Bluhmesvej.

Murens udformning skal passes ind i det eksisterende bymiljø og vil fremstå med forskellige udsmykninger og grønne planter, så det ikke bare er gråt beton. På den længere bane udvikles en grøn forbindelse, som knyttes på den Grønne Ring. Den grønne forbindelse vil være et hævet terræn måske i form af en vold, hvor det vil være muligt at færdes for gående og cyklister.


- Esbjerg Kommune og Esbjerg Havn arbejder tæt sammen om denne opgave. Det er vigtigt at finde den rette balance mellem at lave en stormflodssikring, som virker, og samtidig sikre, at virksomhedernes aktiviteter ikke begrænses. Derfor går der nu også en dialog i gang med virksomhederne langs området, der inviteres til et møde om projektet i slutningen af maj, fortæller Henrik Studsgaard, direktør for Teknik & Miljø.

Det færdige for-projekt skal danne grundlag for en ansøgning om medfinansiering fra den statslige pulje til kystbeskyttelse. Med finansieringen på plads vil sikringslinjen blive etableret i 2025 og frem til 2027.