Opdatering: Forældrene til den lille dreng er fundet, og familien er genforenet.
En lille dreng på cirka to år blev torsdag sidst på eftermiddagen fundet af nogle forbipasserende på Højdevej i Esbjerg.
Drengen gik alene rundt på Højdevej, der ligger i Kvaglundkvarteret.
Han vurderes til at være mellem to og tre år, og han kan ikke rigtigt sige noget, fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt til TV SYD.
- Han nikker og ryster på hovedet, når han bliver spurgt om noget, men ellers snakker han ikke rigtigt, og han mangler helt sikkert sine forældre, siger vagtchefen.
Erik Lindholdt oplyser, at der lige nu kører en patruljevogn rundt i Kvaglundkvarteret og leder efter nogen, der leder efter den lille dreng.
Kender du nogen, der mangler barnet, så kontakt politiet på 1-1-4.