Seks beboere måtte evakueres, da en brand opstod i en lejlighedsejendom i Ribe torsdag eftermiddag. Derudover blev en 51-årig mand - lejlighedens beboer - bragt til sygehuset til behandling for røgforgiftning.
Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt til TV SYD, der fortæller, at det var en voldsom brand:
- Der var seks beboere hjemme, og de blev alle sammen reddet ud. Det var en forholdsvis stor brand.
- Ingen af beboerne kan formentlig flytte ind i deres lejligheder igen, så der bliver sat genhusning i værk, siger vagtchefen.
Lejlighedens beboer blev indlagt til observation for røgforgiftning - og to brandmænd fik et ildebefindende under slukningen.
- Det skyldes formentlig varmen. Branden udviklede sig voldsomt, og på et tidspunkt blev vi bedt om at skaffe noget vand, fordi brandfolkene manglede væske, siger vagtchef Erik Lindholdt til TV SYD.
Brandalarmen indløb kort før kl. 14. Der er mange gamle ejendomme, og domkirken ligger etæt på.
- Ja, man kan blive nervøs for, hvad der kunne være sket. Men heldigvis har ejendommen brandmure - og vejret var med os med næsten ingen vind, siger vagtchefen.
Politihjemmeværnet assisterede med afspærring af Skolegade og Sønderport.
Ved 15.30-tiden var branden under kontrol. Men efterslukningen i bygningen vil tage lang tid, siger vagtchefen til TV SYD.