Tidligere luksusdesigner samler affald fra stranden til særligt formål

Verdenshavene indeholder alt for meget plastik og affald. Det mener designeren Annemette Beck, og derfor har hun taget alternative metoder i brug for at gøre opmærksom på problemstillingen.

Et neongrønt, iturevet fiskenet og en halvhård, orange gummihandske med indgroede muslingskaller på indersiden.

Det er bare en del af de 30 til 40 tons affald og efterladenskaber, der hvert år driver i land på Fanøs kyst.

Hvor de fleste ser skraldet for, hvad det er - nemlig skrald - ser 68-årige Annemette Beck noget andet: Et skatkammer.

Efterladenskaberne fra havet rummer nemlig et utal af muligheder, og derfor har hun de sidste to og et halvt år taget nøje udvalgt affald med sig hjem, når hun har gået ture på stranden.

Ikke for at gemme på det. Skraldet skal nemlig blive til nye kunstværker.

- Jeg kan godt lide fornemmelsen af patina, og det er affaldet og plastikken i havet meget rig på. Det er en befrielse, at jeg kan gøre, lige hvad jeg har lyst til med materialerne. Det er i virkeligheden kun fantasien, der sætter grænser, siger hun.

Annemette Becks kommende kunstudstilling problematiserer plastikforureningen i verdenshavene. Hvert år indsamler foreningen Ren Strand Fanø et sted mellem 30 og 40 tons affald fra havet, der driver i land på øen.
Annemette Becks kommende kunstudstilling problematiserer plastikforureningen i verdenshavene. Hvert år indsamler foreningen Ren Strand Fanø et sted mellem 30 og 40 tons affald fra havet, der driver i land på øen.
Foto: Malthe Noes, TV SYD

Udstillinger på vej

Annemette Beck har i hele sit voksne liv brugt det kreative element til at skabe nyt. Hun er nemlig uddannet designer, og i dag kan hun som pensionist se tilbage på en karriere, hvor hun har arbejdet for milliardomsættende luksusmodehuse som Chanel, Dior og Armani med blandt andet facadeudsmykning.

Luksus er bare ikke alt. Slet ikke, faktisk.

Med Annemette Becks egne ord var hun ved at få “kvalme af det luksuriøse til sidst”, og derfor fik hun en “åbenbaring”, da hun gik en tur på stranden i 2021.

- Da jeg flyttede til Fanø, blev jeg klar over, hvor meget plastik der ligger og flyder på strandene. Jeg synes, at vi er på vej til at ødelægge naturen, og derfor vil jeg gerne gøre opmærksom på problemet. At lave kunst ud af affald er så min måde at gøre det på.

Annemette Beck har arbejdet med facadeudsmykning i 10 år for Chanel.
Annemette Beck har arbejdet med facadeudsmykning i 10 år for Chanel.
Foto: Malthe Noes, TV SYD

Siden den dag i 2021 er det i skrivende stund blevet til 20 forskellige affaldsværker, og flere er på vej.

I slutningen af juni skal affaldskunsten nemlig udstilles på Fanø Kunstmuseum og på Vadehavscenteret. Dermed kan danskerne få Annemette Becks installationer, vægtæpper og collager at se på nærmeste hold frem til slutningen af oktober.

Titlen på kunstudstillingen kommer til at hedde ‘Kunst - for havet’, og hvis alt går efter Annemette Becks hoved, er det en titel, som mennesker uden for landets grænser også kommer til at kende.

- Jeg har planer om at skulle beskæftige mig med det her projekt resten af mit liv. Jeg er meget grebet af det, og jeg vil gerne udstille min kunst i andre lande, for jeg synes, at der er et godt budskab bag det, siger hun.