Tømrer fik lov til at hæve sine huse ved bækken - men det var ikke nok

Det regner mere og mere, og det sætter sine spor hos både boligejere og dem, der er på udkig efter ny bolig.

Opdateret med udtalelse fra Haderslev Kommune.

Hvor udsigten til vand plejer at være en god ting, så er det straks en anden ting, hvis vandet kommer FOR tæt på eller sågar ind i huset.

Det kan tømrer Henning Beyer fra Fole skrive under på. For et par år siden byggede han tæt på Fole Bæk fire rækkehuse til udlejning.

Hvad han ikke vidste var, at der inden for de næste to år ville komme to ekstraordinært store skybrud, som ville få bækken til at gå over sine bredder.

quote

Det er hjerteskærende, for jeg synes egentlig, vi har gjort, hvad vi kunne

Henning Beyer, tømrer, Fole

Ved det første skybrud dækkede vandet det fundament, der var ved at blive lavet, så byggeprocessen blev forsinket. Ved det andet skybrud fik beboerne uventede gæster i form af vand til over anklerne.

Sådan så det ud i 2021, da vandet oversvømmede fundamenterne på Henning Beyers rækkehuse.
Sådan så det ud i 2021, da vandet oversvømmede fundamenterne på Henning Beyers rækkehuse.

Det selvom Henning Beyer havde sørget for at hæve byggeriet, så gulve og døre lå 35 centimeter højere i terrænet i forhold til udgangspunktet i byggetilladelsen fra Haderslev Kommune.

Det havde han gjort, fordi han mistænkte, at Fole Bæk ville kunne gå over sine bredder - men ikke så meget, som den endte med at gøre.

- Vi har altid haft problemer med, at bækken står højt. Men der var ingen, der kunne forudsige, at hele området ville blive oversvømmet. Det er hjerteskærende, for jeg synes egentlig, vi har gjort, hvad vi kunne, siger Henning Beyer.

Henning Beyer viser, hvor vandet gik til under skybruddet i januar 2023.
Henning Beyer viser, hvor vandet gik til under skybruddet i januar 2023.
Foto: Silas Brandt Liliecrona, TV SYD

Ifølge en analyse fra Topdanmark er hver tredje bekymret for, om klimaforandringer forringer boligens værdi. Også Henning Beyer.

- De her boliger er jo usælgelige med den store risiko for oversvømmelse og totalskade. Så jeg føler mig stavnsbundet, siger han.

Fole Bæk
Billedet viser, hvor bækken løber. Henning Beyers rækkehuse er opført på græsarealet nordøst for kirken lige op ad kirkegården, men de ses ikke på luftfotoet her.
Foto: Benjamin René Klint Nielsen, TV SYD

Burde du ikke have vidst det, da du byggede husene?

- Jeg synes egentlig, vi har lavet vores forundersøgelser godt nok, og vi har brugt ekstra midler på at hæve husene så meget, som vi kunne få lov til. Så resten må være op til kommunen, siger han.

Kommunen oplyser til TV SYD, at den fuldt ud anerkender problemerne i Fole. Den arbejder blandt andet på at få aftale med landmænd, så vandet kan parkeres på markerne, inden det løber ned i Fole Bæk. Håbet er, at det kan være på plads næste år.

Nu går han og lejerne og er nervøse for, hvornår den næste oversvømmelse kommer.

Indtil da håber han på Haderslev Kommunes hjælp. Men Fole Bæk er et beskyttet naturområde, så et indgreb i bækken er ikke muligt.

Indtil da er frivillige i byen gået sammen om at forhøje et dige i den nordlige del af byen i et forsøg på stoppe fremtidige vandmasser.

Klimaforandringer påvirker boligejere og -købere

  • Ifølge en analyse fra forsikringsselskabet Topdanmark er 1 ud af 3 bekymret for, at klimaforandringer forringer værdien af boligen.

  • 6 ud af 10 ville lægge vægt på, at der er lavet forebyggende tiltag i forhold til ekstremt vejr, hvis de skulle købe et hus.

  • 8 ud af 10 vil gerne betale for klimasikringsløsninger.

  • Mere end hver tredje (36 pct.) ville være bekymret for fremtidige skader på huset forårsaget af konsekvenserne af klimaforandringer.

  • En analyse fra Region Syddanmark viste, at halvdelen af boligkøberne vægter risikoen for oversvømmelse højt, når de kigger efter ny bolig - 10 procentpoint flere end i 2012.

Kilder: Topdanmark og Region Syddanmark

Våde spor på boligmarkedet

Og hvis man kigger ud og tænker, at det regner mere, end det gjorde før, så er der ifølge DMI's klimaatlas noget om det.

quote

Der skal flere fremvisninger til, og liggetiden er længere på de ejendomme, hvor der er risiko for oversvømmelse

Lasse Erbs, indehaver, RealMæglerne Haderslev

Vejret sætter også sine våde spor på boligmarkedet. En analyse fra Region Syddanmark i 2021 viste, at halvdelen af boligkøberne vægter risikoen for oversvømmelse højt, når de kigger efter ny bolig.

Det mærker man hos RealMæglerne Haderslev, hvor Lasse Erbs er ejendomsmægler og indehaver.

- Vi har det allerede med i vores tanker, når vi vurderer boligen. Men vi oplever også, at der skal flere fremvisninger til, og liggetiden er længere på de ejendomme, hvor der er risiko for oversvømmelse, siger han.

Lasse Erbs er ejendomsmægler i Haderslev. Han oplever tit, at køberne er bekymrede for risikoen for oversvømmelse i de huse, de er interesserede i.
Lasse Erbs er ejendomsmægler i Haderslev. Han oplever tit, at køberne er bekymrede for risikoen for oversvømmelse i de huse, de er interesserede i.
Foto: Søren Pors Grundahl, TV SYD

Også hos Danbolig Haderslev mærker man en stigende opmærksomhed på risikoen for oversvømmelse af boligen.

- Vi oplever, at der er kommet mere fokus på det. Det er særligt ved murermestervillaer med kældre og sommerhusområdet ved Kelstrup Strand, at køberne spørger mere ind, siger ejendomsmægler Charlotte Nicolaisen fra Danbolig Haderslev.

Hun oplever også, at særligt de yngre købere har orienteret sig på dingeo.dk. Der kan man se mange oplysninger på en bolig, herunder risikoen for oversvømmelse, omend det kun giver en indikation, fremhæver hun.

quote

Vi skal tænke på risikoen for oversvømmelse, når vi værdisætter ejendomme

Curt Liliegreen, direktør, Boligøkonomisk Videnscenter

Ifølge Curt Liliegreen, der er direktør hos Boligøkonomisk Videnscenter, så er den stigende mængde nedbør, stigende grundvandsspejl og højere vandstand et stort problem, som kræver opmærksomhed og handling.

- Vi skal tænke på risikoen for oversvømmelse, når vi værdisætter ejendomme. Ligesom en motorvej trækker ned, og grønne arealer og udsigt trækker op. Det går hen og bliver negativt, hvis det er et vådområde. Så der kommer en kompleksitet ind i boligmarkedet. Det skal man som køber være opmærksom på, siger han.