DMI advarer om risiko for skybrud og torden torsdag fra kl. 11 og frem til kl. 18 i aften. Varslet gælder hele den østlige del af TV SYDs sendeområde.
Der er risiko for kraftig regn. Der kan stedvis falde mellem 30 og 50 mm. og desuden risiko for lokale skybrud med mere end 15 mm. på 30 minutter.
Kraftig regn og skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter (akvaplaning) og nedsat sigtbarhed.
Horsens rydder op
Dele af Horsens blev onsdag eftermiddag blev ramt af ekstrem store nedbørsmængder på kort tid - og det har givet oversvømmede kældre og bygninger i den sydlige bydel - især er Højvangskvarteret ramt.
Her er Falck og andre torsdag morgen og formiddag i gang med at pumpe vand og rydde op.
Vejret har natten til torsdag ikke givet politiet i TV SYDs område arbejdsopgaver - og der er kun faldet ganske lidt regn, selvom der lokalt kan være store udsving.
- Der har været voldsomt roligt hos os, siger vagtchef Lars Grønlund hos Sydøstjyllands Politi til TV SYD.
Mens Horsens var stort set ene om at få de store nedbørsmængder onsdag, så var torden og lyn fordelt udover hele Syd- og Sønderjylland, som det fremgår af DMIs registreringer.