- Jeg vil godt understrege, at ingen er skyldige, før retten har talt, men hvis det er rigtigt, det der står i avisen, tager jeg selvfølgelig dyb afstand fra det, siger Peter Sørensen til Horsens Folkeblad lørdag.
Peter Sørensen fortæller, at han ikke på noget tidspunkt, mens Yunus Coban sad i byrådet, havde en mistanke om, at den tidligere partikollega angiveligt sideløbende skulle have haft en kriminel løbebane.
Frem til slutningen af oktober sidste år repræsenterede Yunus Coban 299 vælgere i Horsens Kommune, der ved kommunalvalget i 2013 stemte ham ind. Yunus Coban var folkevalgt i knap 10 måneder, indtil han i oktober bad byrådet om at blive fritaget for sit hverv.
Begrundelsen dengang var, at han havde fået opfyldt en gammel drøm om at komme i lære som rejsemontør.