Ny 2. viceborgmester kalder borgmesters fejl amatøragtig

Søren Peschardt bliver ny 2. viceborgmester i Vejle, men han kalder forløbet amatøragtig. – Jeg ved ikke om, det er fejl eller inkompetence.

Få dage efter valgnatten blev partierne i Vejle Kommune opmærksomme på en fejl i deres konstitueringsaftale. I aftalen var Dansk Folkepartis Kenneth Fredslund Petersen ny 2. viceborgmester, men fordi posten som 2. viceborgmester uddeles ved hjælp af den d'Hondtske metode, tilfalder den nu socialdemokratiets Søren Peschardt.

- Det er ingen af dem, der sidder med under forhandlingerne, der tænker over det, men det er en rigtig træls situation, forklarer Jens Ejner Christensen (V) til TV SYD.

- Det er mig, der er forhandlingsleder, så det er min fejl, og jeg tager også min del af ansvaret, siger han. 

Kommunens kommende 2. viceborgmester Søren Peschardt måtte læse om sin nye titel i avisen i går. Han mener, at aftalen har været en amatøragtig omgang.

- Det hele er foregået så amatøragtigt, at jeg ikke ved, hvad der er fejl, og hvad der er direkte inkompetence, siger Søren Peschardt.

Men den udlægning giver Jens Ejner Christensen ikke meget for.

- Det er jo hans udlægning af sagen. Jeg synes, at vi i gruppen har haft en meget professionel tilgang til det, siger Jens Ejner Christensen.