Det var en tidlig morgen den 28. januar 2009. Martin Toft lå i sin seng i sin lejlighed i Sønderborg. Han havde været vågen hele natten. Det hvide lys fra fjernsynet blinkede i soveværelset. Det havde været tændt hele natten.
Nogle måneder tidligere havde Martin solgt sit spisested i Kolding, som han brugte ti år på at opbygge. En amerikansk inspireret diner med burgere.
Jeg var i et sort hul og tænkte, at det hele var fandme for meget
De nye ejere var allerede begyndt at vende burgerne i køkkenet, og Martins bankkonto ville endelig komme i plus.
Men pengene kom aldrig. Finanskrisen havde bidt sig fast, og banken kunne ikke udbetale de penge, som Martin skulle have.
Mørket knugede den kolde morgen, soveværelset og Martins sind. Han tænkte på, at han var 40 år gammel, arbejdsløs, havde ingen kæreste, ingen børn og ingen penge. Han var gået fallit både finansielt og mentalt.
- Jeg var i et sort hul og tænkte, at det hele var fandme for meget, siger Martin.
Mens Martin var fortabt i sine tanker, tonede noget frem på den tændte skærm i soveværelset. Martin blev hevet ud af sin nedtur og fikserede sine øjne på skærmen.
Som et drøn fra den mørke himmel ramte en vision ham. En vision, som han har brugt de sidste 12 år af sit liv på at virkeliggøre. Ikke for ham selv, men for fremmede mennesker tusindvis af kilometer borte.
Lørdag aften kan du følge Martin i TV SYD-programmet 'Martins mission'.
Se hvor langt Martin er nået med virkeliggørelsen af sin vision
Men hvorfor fik denne vision en knækket mand til at rejse sig igen og kaste sig ud på en årelang rejse?
Historien begyndte for over 50 år siden.
Martin Toft blev født den 22. april i 1968 i Sønderborg. Tre år senere kom hans lillesøster til. Hans far solgte kontorudstyr, og de første ti år af Martins liv flyttede familien ti gange for at følge Martins fars arbejde.
- Jeg husker, at jeg skulle finde nye venner og sige farvel til gamle venner hele tiden. Det var ikke sjovt, siger Martin.
Han lærte at opbygge et panser af selvtillid, når en ny klasselærer igen råbte hans navn op og præsenterede ham i en ny klasse.
Men det var en facade. Inderst boksede hans impulser og tanker med hinanden og åd hans selvværd op år efter år.
Hvis man kiggede på ham, så man det ikke. Men når han åbnede munden for at tale, var det tydeligt.
Martin stammede.
Særligt ord, som begyndte på en vokal, var svære. Når han stampede i jorden på de svære ord, var det nemmere. Ellers undgik han de svære ord og brugte andre. Det tog ham to til tre gange længere tid at sige en sætning end sine klassekammerater.
Han fnyste over, at han ikke kunne skjule handicappet.
- Jeg ville have givet min venstre arm for ikke at stamme, siger Martin.
Da Martin var otte år gammel, forlod hans far familien. Han fandt en anden kvinde og flyttede sammen hende og hendes børn.
Det forværrede Martins stammen. Når familien og vennerne kiggede på ham, så de facaden. En glad og tilpas dreng.
Men når Martin var alene, sloges dæmonerne i ham. Han græd i badet og i sengen om natten. Når han lukkede øjnene for at sove, holdt tankerne ham vågen.
Selvværd og selvtillid var fuldstændig væk
Da han var 13 år, fik han et fjernsyn, som han lod være tændt hele natten. Nogle gange kiggede han på det i timevis i mørket. Andre gange kunne han sove, når det hvide lys fra skærmen og de skrattende stemmer overdøvede hans indre opmærksomhed.
De mange flytninger, stammen og farens farvel til familien tappede den unge drengs livsmod.
- Selvværd og selvtillid var fuldstændig væk, siger Martin.
Så gjorde han noget livsfarligt.
Da Martin var 16 år gammel, var han to personer. Den ene var glad og smilte i dagtimerne. Den anden sloges med dæmoner om natten.
- Det var en svær periode i mit liv, selvom jeg havde gode venner, var populær og kyssede med piger, siger Martin.
En dag besøgte han sammen med sin klasse Flyvestation Skrydstrup. De mødte jagerpiloter, som fortalte om at bruge katapultsæde og faldskærm.
Beretningerne tændte en ild i Martins sjæl, som dæmonerne brændte sig på. Han ved ikke hvorfor, men tanken om at falde frit gennem himlen trak i ham. Han meldte sig til at springe i faldskærmsklubben i Sønderborg.
Han fik tilladelse af sin mor, og efter et kort kursus fandt han sig selv i en lille flyvemaskine med tre andre på vej mod skyerne. På hans ryg var en faldskærm, som i årtier havde siddet på ryggen af faldskærmsspringere.
Han husker, at han ikke var bange for at dø. Han var ligeglad. Hvis det skete, ville det slukke dæmonerne i hans hoved.
Da flyvemaskinen var 600 meter oppe, lod Martin sine ben hænge udover siden. Så satte han sin højre fod på hjulet, tog fat i en metalstang ved vingen med sin højre hånd og lod sig glide ud af flyvemaskinen.
Så hang han der. I en metalstang på en flyvemaskine 600 meter over jorden som sekstenårig.
- Tankemylderet fløj gennem mit hoved, mens jeg hang der, siger Martin.
Så slap han. Hans krop forlod flyvemaskinens nærhed på millisekunder, og han susede mod jorden. Faldskærmen var forbundet til flyvemaskinen med en line, og da den strammede, åbnede faldskærmen sig.
Kort efter hamrede hans fødder mod jorden, og Martin lavede et rullefald for ikke at komme til skade.
Bagefter gjorde han det hele igen. Han mærkede ikke nogen forskel.
Indtil han lå i sengen om natten foran det tændte fjernsyn.
Han fik et anfald af hengivenhed i sit sind, og han græd. Han foldede sine rystende hænder og bad fadervor, som han ikke havde gjort, siden han var lille. Oplevelsen var intens.
- Den nat var helt forrygende. Jeg fik lige pludselig ro, siger Martin.
Dæmonerne i hans indre forstummede. Han efterlod noget i flyvemaskinen deroppe på himlen.
Det var angst.
Han havde bogstaveligt talt svævet mellem livet og døden og havde været ligeglad. Det gjorde, at han ikke længere var bange. Han havde vundet kontrollen over sine tanker tilbage. Og han fik sin bedste søvn i årevis.
Den stammende dreng transformerede sig til en mand efter springet. Martin fik det bedre og levede et bedre liv.
14 år senere skete det igen.
Den voksne Martin fik knald på efter det nyvundne selvværd. Han blev udlært i hotelbranchen og svor, at han ville være hoteldirektør, før han fyldte 30 år. Da han var 27 år, blev han hoteldirektør i Narsarsuaq i det sydlige Grønland. Han forlod det to år senere for at rejse tilbage til Danmark og starte sin amerikanskinspirerede diner i Kolding.
Det var den diner, han skulle modtage en stor sum penge for, da han solgte den i 2009.
- Jeg var et rigtig godt sted i mit liv der. Jeg var euforisk over, at der skulle ske noget nyt i mit liv. Jeg glædede mig til at modtage pengene, fordi så mange penge havde jeg aldrig haft før, siger Martin.
Men det skete ikke, og han lå flad, fallit og færdig i sin seng foran fjernsynet. De ondskabsfulde tanker var tilbage og ødelagde hans nætter og liv.
- Jeg følte, at hver gang det gik godt, skulle jeg bankes tilbage til start, siger Martin.
Hans trætte øjne fangede noget på skærmen. TV 2-programmet ’Go’ morgen Danmark’ begyndte, hvor kosteksperten Christian Bitz viste chiafrø frem og kaldte dem ”verdens sundeste fødevare”.
Christian Bitz og ’Go’ morgen Danmark’ måtte bagefter beklage, at de anbefalede chiafrø, da de på det tidspunkt ikke var godkendt som fødevare i EU.
Men det var for sent. Christian Bitz’ ord fangede Martins interesse, og han lyttede intenst. Det var her, han fik sin vision. Hans nye mål i livet var at få chiafrø til Danmark.
Martin kom op til overfladen igen. Han kunne næsten ikke genkende den positive følelse, som spredte sig i hans krop. Han følte, at en ny chance var blevet tildelt ham.
En 12 år lang mission begyndte.
Fødevarestyrelsen godkendte kort efter chiafrø som fødevare. Martin oprettede et selskab og fandt en producent i Sydamerika. Kort efter bestilte han 40 tons chiafrø.
Han var overbevist om, at han ville blive millionær på sin vision. Han flyttede i en dyr lejlighed i Sønderborg og fik to partnere ind i firmaet. På altanen i lejligheden talte de om hvilke sportsvogne, de skulle have.
Men Martins fortid ruskede i ham.
Efter jeg selv havde været så meget nede, fik jeg et behov for at hjælpe andre, som også var nede
I Sydamerika så han fattige bønder, som kæmpede med at få livet til at hænge sammen. Det fik ham til at spekulere på sine egne udfordringer. De endeløse nætter med tanker uden fremtid foran det tændte fjernsyn. Hans barndom med stammen, og faren som forlod familien. Euforien over at vinde kontrollen over sig selv igen.
- Efter jeg selv havde været så meget nede, fik jeg et behov for at hjælpe andre, som også var nede, siger Martin.
Han arbejdede videre med sin virksomhed, men han kunne ikke slippe tanken om, at chiafrø kunne bruges til andet end at lave penge til sportsvogne. Han tænkte mindre og mindre på at blive millionær.
Han tænkte i stedet på, at chiafrø var nemt at dyrke og kunne måske på sigt afhjælpe hungersnød.
Et år efter han så Christian Bitz i fjernsynet, befandt Martin sig atter foran fjernsynet. Det var i januar 2010, og hele verden så modløst til, imens et gigantisk jordskælv jævnede Haitis hovedstad med jorden og hundredtusindvis af mennesker mistede livet. Endnu flere kom til at sulte.
Kort efter så han et andet program, som handlede om, at der var vedtaget en bankredningspakke på flere milliarder kroner.
Det gav et sæt i Martin.
- Jeg tænkte: Hvad sker der med os mennesker? Vi prioriterede bankerne, og efterlod de svage sultne og alene, siger han.
Den aften stoppede han med at drømme om at blive rig. Han mærkede en ulmen i sig. Som ekkoet af de vækkelser, der formede hans vilje.
Hans nye mål i livet var at få chiafrø til fattige og sultende lande. Hvis han kunne få bønder i Afrika til at dyrke chiafrø med succes, kunne det være slutningen på hungersnød, tænkte Martin.
Han ved godt, at det er utopisk at forestille sig, at hans lille plante kan ende hungersnød.
- Men man mente også engang, at det var utopisk at flyve til månen, siger Martin.
Han sover stadig med et tændt fjernsyn hver nat, og nu er det kun ham selv, som opdager det, når han stammer.
Du kan se alle programmer med Martin lige her.
Udarbejdet af Alexander Klemp
