Tesgaards ven: Vi håber stadig

Anders Tesgaard er i en vegetativ tilstand. Men indimellem er der kontakt, fortæller hans ven Michael Pedersen.

På cykelrytter Anders Tesgaards facebookside, er der i dag en opdatering, der fortæller at den svært tilskadekomne mand, nu er flyttet fra Neurocenter Hammel og til et rehabiliteringscenter i Esbjerg.

Desværre står det skidt til med Anders Tesgaard, fortæller hans ven Michael Pedersen torsdag til TV SYD. Michael Pedersen var selv med på det team, der kørte Race Across America sammen med Anders Tesgaard i juni.

- Der er ikke sket de store forbedringer fra han ankom til Neurocenter Hammel og til nu, siger Michael Pedersen.

Han fortæller at Anders Tesgaard befinder sig i en vegetativ tilstand. Det vil sige, at han det meste af tiden ikke er ved bevidsthed. Indimellem er det dog, som om han er til stede.

-Det er noget os, der kender ham godt, kan fornemme, siger Michael Pedersen. - Det er som om han indimellem er der, men det er ikke noget, vi kan fremprovokere.

Holdet i Hammel arbejdede meget med at forsøge at stimulere alle Anders Tesgaards sanser, for at fremme helingen af hans hjerne, der blev voldsomt skadet under uheldet i sommers. Og det er den samme stimuli-behandling de fortsætter i Esbjerg nu.

- De prøver for eksempel med forskellige dufte, for at at se, om nogen af dem skulle have en effekt på ham, fortæller Michael Pedersen til TV SYD.

Men selvom udsigterne ikke er gode, for den hjerneskadede cykelrytter, så fortsætter behandlingen i et fast skema.

- Vi håber stadig på det bedste, siger Michael Tesgaard til TV SYD.