Oversigt

Flere gravide kan føde med en kendt jordemoder

Flere kvinder med fødselsangst og traumatiske fødsler i bagagen skal have mulighed for at føde med en jordemoder, de kender.

Derfor har Regionsrådet besluttet at give fem millioner kroner, så der kan blive ansat 12 nye jordemødre til fødesteder i Region Syddanmark. Det skriver regionen i en pressemeddelelse

De nyansatte skal være med til at styrke Kendt Jordemoderordning, der har eksisteret siden 2010. 

Ordningen betyder, at den gravide har kontakt med de samme tre jordemødre under konsultationer og undersøgelser gennem graviditeten. 

Tryghed til sårbare

Kendt Jordemoderordning er i dag et tilbud målrettet kvinder med fødselsangst, tidligere traumatiske fødsler, kvinder med sociale udfordringer, voldsramte gravide, kvinder med diabetes og kvinder, der føder hjemme.

- For særligt sårbare kvinder og familier med særlige behov ligger der en stor tryghed i at kende deres jordemoder. Med den ændrede organisering, sikrer vi at flere gravide, der er med i Kendt Jordemoderordning, vil møde en jordemoder, de kender, ved fødslen, siger Formand for Sundhedsudvalget Mette With Hagensen (S).

I 2023 var der 10.663 fødsler i Region Syddanmark.