Oversigt

Mangel på speciallæger i Syddanmark kan blive fatal for patienter

Skal du se en speciallæge på et af de perifære sygehuse i Region Syddanmark, kan du meget vel komme til at vente længe.

Manglen på speciallæger er nemlig massiv, fordi sygehusene uden for de større byer har problemer med at rekruttere.

- Vores problem med rekruttering skyldes vores geografi. Det er rigtig svært at få folk, der ikke allerede har en tilknytning til Sønderjylland, herned. Det gør, at vi er udfordrede i at opretholde en drift, siger lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland, Peter Sørensen.

Her har man eksempelvis helt droppet at udføre brystkræftkirurgi, fordi det ikke har været muligt at ansætte en ny brystkræftkirurg, efter den tidligere kirurg gik på pension.

I 2023 slog Region Syddanmark 274 speciallægestillinger op. Kun 171 af dem blev besat.

Og i 2022 kortlagde Region Syddanmark ventetiden på de områder, der er hårdest ramt. TV SYD har sammenlignet dem hospitalerne imellem.

Ventetiden på Sygehus Sønderjylland var i gennemsnit seks uger højere end Odense Universitetshospital.

- Lang ventetid er en psykisk belastning for en patient. Hvis du venter for længe, og det gør du, hvis der mangler speciallæger, kan det blive tidskritisk. Det kan være, du ikke kan nå at blive behandlet, og så vil du i værste tilfælde dø, siger professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, Jes Søgaard.

Patienter har dog mulighed for at blive deres udredningsret, hvis ikke speciallægen kan se en inden for 30 dage. Det åbner muligheden for, at man kan blive udret på et andet offentligt eller privat hospital.

I foråret 2024 vil Sundhedsstrukturkommissionen præsentere sine forslag at mindske "de store forskelle i sundhedstilbud på tværs af landet".

På søndag kl. 19.30 sender TV SYD en dokumentar, som dykker længere ned i speciallægemanglen. Men du kan allerede nu se den på TV SYD PLAY.