Søndag går Sønderborg mod sclerose

24-årig går i spidsen for den første gå-indsamling i byen, der skal samle ind til forskning mod sygdommen.

Søndag formiddag samles over 120 borgere ved frivillighedens hus i Sønderborg for at sætte gang i byens første gå-indsamling mod sclerose.

Det er 24-årige Simone Pehrson, der oprindelig er fra byen, der har samlet tropperne til den gode sag.

 - Pengene skal gå til forskning i sclerose. Der bliver forsket i sygdommen i dag, men man kender stadig ikke årsagen eller den specifikke kur, siger Simone Pehrson.

Inden gåturen på 2,6 eller fire kilometer fra Frivillighedens hus i Sønderborg holdte den 24-årige arrangør tale for de fremmødte.
Inden gåturen på 2,6 eller fire kilometer fra Frivillighedens hus i Sønderborg holdte den 24-årige arrangør tale for de fremmødte.
Foto: Private billeder

Konceptet bag gå-indsamlingen er skabt af Scleroseforeningen, men arrangeres af frivillige kræfter lokalt, og deltagergebyret på 100 kroner går sammen med andre donationer til formålet.

- Jeg ville have været glad, hvis der kom 25 mennesker, men nu indtil nu bliver vi minimum 126, så med deltagere, og andre donationer fra for eksempel Bauhaus, har vi indtil nu samlet 19.000 kroner ind. Det er ualmindeligt flot, fortæller arrangøren.

24-årige Simone Pehrson står i spidsen for søndagens indsamling i fødebyen Sønderborg.
24-årige Simone Pehrson står i spidsen for søndagens indsamling i fødebyen Sønderborg.
Foto: Sebastian Würtz Bonde, TV SYD

Deltagerne i gå-indsamlingen kan vælge mellem en rute på 2,6 og fire kilometer. Begge ruter starter og slutter samme sted, hvor Bilka og Føtex har sponsoreret kaffe og snacks.

Siden diagnosen som 21-årig har Simone Pehrson, der læser til pædagog, engageret sig i foreningslivet og indsamlinger mod sygdommen.

Sidste år havde jeg et mål om at samle flest penge ind. Det blev til 32.000, blandt andet gennem pantindsamlinger med min skoleklasse. Det hele bunder i, at jeg gerne vil være rask, og det kræver forskning.

For Simone Pehrson har sygdommen haft stor betydning for hendes hverdag, siden hun fik diagnosen som 21-årig.

- Min dagligdag svinger meget. Jeg er meget træt, har smerter og er gangbesværret. Det svinger meget, hvordan jeg håndterer det i forhold til mit stressniveau. Jeg har hjælpemidler, rollator, stok og krykke, men er ikke afhængig af dem hele tiden. Det kommer an på, hvor meget jeg skal gå og stå. Det er altid en ekstra faktor, hvordan dagen skal planlægges, siger hun og fastslår, at dagens gåtur på 2,6 kilometer rundt i Sønderborg bliver gennemført uden hjælpemidler.

Udover indsamlinger og donationsarbejde, har Simone Pehrsons arbejde for mere forskning også givet hende mulighed for at skabe opmærksomhed på sygdommen hos Kongehuset, da hun sidste år repræsenterede sammenslutningen for unge med handicap til daværende prins Christians 18-års fødselsdag.

Simone Pehrson hilser på dronning Margrethe ved ankomsten til fødselsdagsfesten for daværende prins Christian. Senere fik de sig også en privat samtale.
Simone Pehrson hilser på dronning Margrethe ved ankomsten til fødselsdagsfesten for daværende prins Christian. Senere fik de sig også en privat samtale.
Foto: Emil Nicolai Helm/Ritzau Scanpix

I hele maj vil frivillige arrangerer gå-indsamlinger i hele landet som den i Sønderborg søndag. Allerede 2. pinsedag den 20. maj står Simone Pehrson klar med en ny indsamling i Esbjerg, hvor hun bor i dag.

- Her mødes vi ved Sæddingcenteret, og så går vi en rute, og jeg er i gang med at samle sponsorgaver til et lotteri, fortæller hun.

Samtidig fortæller arrangøren, at næste års indsamlinger gerne skulle blive endnu større.