Sommer Pop Up: DJ'en Carsten Møller har fulgt Chief 1 siden begyndelsen i 80'erne

Torsdag aften spillede Thomas Buttenschøn og Chief 1 koncert i Geografisk Have i Kolding. Carsten Møller fra Kolding har fulgt Chief 1, siden han som DJ vendte Rockers By Choice-vinyler i 80'erne.

I smukke omgivelser og lun sommerluft gav Thomas Buttenschøn og Chief 1 torsdag koncert i Geografisk Have i Kolding.

Den anden koncert i rækken af i alt fire gratis Sommer Pop Up-koncerter, der er et samarbejde mellem TV SYD og MusikKolding.

quote

Jeg synes, det er kanon musik, han laver. Det er glad musik, og man kan også se på befolkningen, at han er populær.

Carsten Møller, Kolding

Som en af de forreste til koncerten sad 65-årige Carsten Møller fra Kolding klar med sin søn. Carsten Møller har selv været DJ i 35 år - blandt andet som hus-DJ på Kolding-spillestedet Don Quijote, der lukkede i 1991.

Han har fulgt Chief 1 fra sidelinjen, siden Carsten Møller som DJ vendte Rockers By Choice-vinyler i 80'erne.

- Jeg har været DJ i 35 år, og jeg spillede Rockers By Choice (Chief 1's hiphop-gruppe fra 1980'erne) tilbage i 80'erne, så jeg har fulgt Lars (Chief 1, red.) lige fra begyndelsen, lyder det fra koldingenseren Carsten Møller, der blev glad, da det blev annonceret, at et af hans idoler skulle spille til Sommer Pop Up.

Chief 1 med det borgerlige navn Lars Pedersen startede karrieren i gruppen Rockers By Choice, der var en af bannerførerne, som bragte hiphoppen til Danmark. I lang tid virkede han som producer, men for et par år siden gik den nu 51-årige musiker om foran pulten og startede en karriere som udøvende musiker.

- Jeg synes, det er kanon musik, han laver. Det er glad musik, og man kan også se på befolkningen, at han er populær. Det er en høj alder, han er startet i, men respekt for det, lyder det fra Carsten Møller, der også selv var med på hiphop-bølgen i 80'erne, selvom der også blev plads til pop blandt de vinyler, han spillede som DJ.

Program for Sommer Pop Up

Alberte Winding:

  • Torsdag den 24. juni 2021 kl. 20 på Koldinghus (UDSOLGT).


Thomas Buttenschön og Chief 1:

  • Torsdag den 1. juli 2021 kl. 20 i Geografisk Have (UDSOLGT).


Hardinger Band:

  • Torsdag den 8. juli 2021 kl. 20 på Danhostel Kolding (UDSOLGT).


Mekdes:

  • Torsdag den 15. juli 2021 kl. 20 på Godset Kolding (UDSOLGT).

Musikalsk makkerpar

Men Chief 1 var ikke alene til torsdagens koncert. Med sig på scenen havde han sin musikalske makker Thomas Buttenschøn. Og selvom Carsten Møller var i Geografisk Have for at se Chief 1, gør det ham ikke noget, at det var en pakkeløsning.

quote

- De skulle helt klart have vundet. Ganske enkelt.

Carsten Møller

- Det er et kanon mix med de to, selvom de er hinandens modsætninger. Men de passer rigtig godt sammen alligevel, og de har lavet nogle fede numre, lyder det fra koldingenseren, der stoppede med at vende plader i 1994.

Det musikalske parløb førte sidste år duoen til Dansk Melodi Grand Prix, hvor de optrådte med sangen 'Højt over skyerne', der røg videre til finalen, men dog måtte se sig slået af Fyr og Flamme og vindersangen 'Øve os på hinanden'.

Og da snakken falder på musikkonkurrencen, udbryder Carsten Møller uden tøven:

- De skulle helt klart have vundet. Ganske enkelt.

Selvom resten af koncerterne er udsolgt, betyder det ikke, at du har misset muligheden for at nyde musikken. 

Alle Sommer Pop Up-koncerter kan nemlig ses på TV SYD+, i appen TV SYD Play eller her på hjemmesiden klokken 19.55.

De næste to torsdage er det henholdsvis Hardinger Band og Mekdes, der giver koncert i det fri, og ved blot at tænde for fjernsynet klokken 20 kan du altså opleve dejlig sommer-musik direkte fra Kolding.