Kommune: Dan Gødning skal stå til ansvar for omfattende miljøskade

I februar 2016 kollapsede og brændte en tank med flere tusind tons gødning på Fredericia Havn. I juni 2017 viste en rapport, at tanken var dårligt svejset sammen. Nu vil Fredericia Kommune stille Dan Gødning til ansvar.

Det var dårlige svejsninger, der var skyld i kollapset af en Dan Gødning-tank på Fredericia Havn i februar sidste år. Det konkluderede en rapport udarbejdet af Teknologisk Institut i juni 2017.

Selvom det er ved at være noget tid siden, så er sagen stadig i fuld gang. Nu melder Fredericia Kommune nemlig ud, at forureningen forsaget af udslippet er så alvorlig, at Dan Gødning skal dømmes efter miljøskadeloven. Det skriver Fredericia Dagblad. 

Vurderingen fra Fredericia Kommune lyder nemlig på, at hele 4000 tons kvælstof slap ud i Lillebælt i forbindelse med ulykken. Dan Gødnings egen vurdering lyder dog på godt det halve, 2100 tons. 

Om Dan Gødning skal dømmes efter miljøskadelovgivningen, er en beslutning, som Fredericia Kommune forventes at træffe indenfor de næste 14 dage.