Oversigt

Direktør tager millioner med sig efter rekordoverskud

Onsdag kom det frem, at Sydbank lander sit største overskud nogensinde på 3,3 milliarder kroner. Med historien kom også nyheden om det gyldne håndtryk, som bankens nuværende direktør tager med sig.

Karen Frøsig fratræder nemlig sin post efter 13 år til juni og overlader stolen til Mark Luscombe.

Hun går dog ikke tomhændet fra banken. Det fremgår også af årsregnskabet, hvor bankens vederlagsrapport for 2023 er med. 

Den viser, at Karen Frøsig får en fratrædelsesgodtgørelse på 9,2 millioner kroner samt yderligere 4,6 millioner kroner i "konkurrenceklausul".

Det skriver blandt andet Børsen og JydskeVestkysten.

Dermed får hun knap 14 millioner kroner med sig fra den sønderjyske bankkoncern.