Oversigt

Lukning af Danish Crown-slagteri skaber arbejde i Sydjylland

Beslutningen om at lukke slagteriet i Ringsted vil frigøre cirka en kvart milliard kroner ifølge Danish Crown.

Det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

Det vil ifølge Danish Crown medføre, at knap 1200 stillinger bliver nedlagt. Samtidig vil det betyde, at der vil blive skabt op mod 300 nye stillinger i Horsens, Herning, Vejen og Blans ved Sønderborg, lyder det.

- Det er en tung beslutning at skulle lukke slagteriet i Ringsted og i særdeleshed at skulle sige farvel til dygtige og vellidte kolleger, men det er et nødvendigt skridt i vores bestræbelser på at udvikle Danish Crowns position som en moderne fødevarevirksomhed, siger topchef i Danish Crown Jais Valeur i meddelelsen.

Beslutningen om at lukke slagteriet i Ringsted vil frigøre cirka en kvart milliard kroner.

Ifølge Danish Crown er beslutningen om at lukke slagteriet i Ringsted taget som en konsekvens af, at der er blevet slagtet færre grise i løbet af de seneste to år.

Det har udfordret effektiviteten på koncernens danske slagterier, lyder det.

I årsregnskabet 2022/2023, som blev offentliggjort i november 2023, var det tydeligt, at koncernen var udfordret på økonomien.

Indtjeningen var faldet fra knap 2,2 milliarder kroner til knap 1,5 milliarder kroner. Det på trods af, at omsætningen i samme periode var steget fem procent.