Hotelejer og bøfsandwich med fræk fransk detalje fylder 60 år

På Centralhotellet i Løgumkloster fejrer de fredag to 60-års fødselsdage. Den ene fødselar er hotellet ejer, Susan. Den anden er en af hotellets store sællerter, Børges bøfsandwich.

1964 var et stort år. Et engelsk orkester ved navn The Beatles spillede i KB-Hallen. En revolutionerende tekst-telefon blev præsenteret og to så illustre filmkunstværker som Dr. Strangelove og Sommer i Tyrol havde premiere i danske biografer. 

Og så skete der to ting, langt fra hinanden og uden sammenhæng i øvrigt. 

I det solrige Californien så en lille pige ved navn Susan dagens lys. Og i det lidt mindre solrige Løgumkloster kom Børges bøfsandwich til verden.

Begge fylder 60 år fredag. 

Susan Pedersen, hotelejer og en af dagens fødselarer. Den anden kan ses længere nede på siden.
Susan Pedersen, hotelejer og en af dagens fødselarer. Den anden kan ses længere nede på siden.
Foto: Julie Rasmussen, TV SYD

Damerne først. Susan Pedersen blev født i Santa Barbara, Californien, USA, den 12. april 1964 af dansk-amerikanske forældre. Hun er døbt og konfirmeret i danskerbyen Solvang. Og en stor del af sin ungdom har hun boet både i Californien og Danmark.

- Halvdelen af min familie bor i Californien og halvdelen her, så det var en rejsen frem og tilbage, fortæller dagens fødselar.

Til sidst endte hun dog i Danmark, og var i 15 år hovmester på Rømø-Sildfærgen. Men så kom tiden til at prøve noget andet.

- Sommetider skal der ske noget, så jeg kørte rundt og kiggede på forskellige hoteller og restauranter, ligesom når man kører rundt og kigger på biler, som man alligevel ikke skal have, fortæller Susan Pedersen.

Men for 16 år siden landede hun i Løgumkloster.

- Jeg havde ikke været her før, men da jeg kom til Klostersøen, faldt jeg for byen, fortæller hun i dag.

Åbent hus på Central Hotellet hele eftermiddagen.
Åbent hus på Central Hotellet hele eftermiddagen.
Foto: Julie Rasmussen, TV SYD

Så var der jo ikke andet for end at overtage Central Hotellet, der havde ligget stille et par år på det tidspunkt. Og det er blevet en god forretning. Ikke engang coronaens hærgen har kunnet ryste Susan og hotellet.

- Vi havde rigtigt meget take-away, og så er udsvingene ikke så store, når man bor langt ude på landet. Det varer også lidt længere, inden det når herud, siger Susan Pedersen.

Sådan ser det ud, når bøfsandwichen samles.

Central Hotellet har ikke nogen værelser, men restaurant med frokost- og aftenservering og så selskabslokaler. En af de faste numre er Børges bøfsandwich, der blev opfundet, eller man skulle måske sige komponeret, af den tidligere ejer, Børge Andreasen.

- Det var jo dengang, hvor man gik til dans på hotellet, og så skulle man have noget at spise, inden man gik hjem, og så fandt Børge på bøfsandwichen, fortæller Susan Pedersen.

Børge Andreasen, da hans bøfsandwich blev kåret til Danmarks bedste i 2020.
Børge Andreasen, da hans bøfsandwich blev kåret til Danmarks bedste i 2020.
Foto: Hans Lausten/TVSYD

Og Børges bøfsandwich er tro mod sin tid. Dengang var burgerbollen ikke kommet til Danmark, så Børge brugte to stykker franskbrød til at holde sammen på bøf og sovs og det hele. Og sådan er det stadigvæk.

Børges bøfsandwich i al sin herlighed.
Børges bøfsandwich i al sin herlighed.
Foto: Julie Rasmussen, TV SYD

- Det er jo dem, der gik i byen dengang, der kommer med deres børn og børnebørn for at få den. Jeg tror, at de unge ser på det på samme måde, som de ser på shawarma, sushi eller italiensk mad. De er jo heller ikke vokset op med brun sovs, som vi andre er, mener Susan.

Noget er der dog sket med Børges Bøfsandwich. Da den blev lanceret i 1964 kostede den 2,50 kroner. I dag skal man af med lidt mere.