”Sæt madding på krogen og tag med ud og fisk.”
Sådan lød opfordringen søndag fra Danmarks Sportsfiskerforbund. Her afholdte de i samarbejde med lokale lyst- og sportsfiskeriforeninger over hele landet lystfiskeriets dag, som skal skabe interesse for at få en fisk på krogen. Særligt hos de mindste.
- Vi synes, det er en dejlig fritidsbeskæftigelse at gå og fiske. Det er vigtigt at få børnene med, så de får interessen for lystfiskeri i en forholdsvis tidlig alder, siger Jens Peter Jensen, der er formand for Brede Å Lystfiskerforening.
Lystfiskeriets dag blev første gang afholdt i 2007. Dagen ligger den tredje søndag i maj.