Regn, regn, regn præger formiddagen i landsdelen

Formiddagen byder på store mængder vand i landsdelen, men i eftermiddag er der udsigt til stort set tørvejr.

April 2024 er godt på vej til at blive en meget våd omgang, og nu er et nyt regnvejr såmænd ved at passere landet.

Det er i høj grad først på dagen, at det kan være en god idé at have regntøjet indenfor rækkevidde.

Fra morgenstunden passerer regnvejret ned gennem en stor del af Jylland og vil i løbet af morgen- og formiddagstimerne bevæge sig østover.

Regnvejret skyldes en koldfront, der ud over regn også kommer med en del blæst.

Særligt den første del af torsdagen vil det være meget blæsende med op til en hård vind til kuling fra sydvestlig retning.

Radarbillede torsdag klokken 06.10.
Radarbillede torsdag klokken 06.10.
Foto: TV 2 Vejret

Vejret bliver bedre

Først på formiddagen ventes regnvejret at ligge hen over den østlige del af Jylland, Fyn, Sjælland og Sydhavsøerne.

På dette tidpunkt er det kun bornholmerne, der endnu ikke har haft besøg af regnvejret.

Omvendt kan nordvestjyderne allerede da se frem til tørvejr, som vil stå på resten af dagen.

Ved middagstid er det kun på Bornholm, at der er udsigt til regn. I resten af landet står den på tørvejr og måske lidt solstrejf i ny og næ.

Vinden er langsomt aftagende, men vil stadig være frisk til hård fra vest og sydvest.

Temperaturen stiger ikke meget i løbet af dagen. Når det bliver varmest er det med 9 til 12 grader på termometret.

Kombineret med den friske bliver det altså en noget kølig forårsdag.

I aften holder det fortsat tørt, mens vinden aftager yderligere.

Prognose torsdag eftermiddag.
Prognose torsdag eftermiddag.
Foto: TV 2 Vejret