Sommerligt vejr på vej over Syddanmark

Fredag begynder overskyet, men i løbet af dagen klarer det op og weekenden bliver varm og solrig i Syd- og Sønderjylland.

Kristi himmelfartsferien er begyndt med en del skyer, der i løbet af torsdagen stedvist giver regn.

Men efter en lidt halvgrå kristi himmelfartsdag er der bedring på vej til weekenden.

Et højtryk vil nemlig etablere sig nær Danmark, hvilket vil resultere i både tørvejr og efterhånden ganske solrigt vejr.

20 grader viser prognosen for weekenden.
20 grader viser prognosen for weekenden.
Foto: TV 2 Vejr

Samtidig forventes temperaturen at komme op omkring 20 graders varme, inden at ugen er omme.

Solen bryder igennem fredag

Fredagen bliver en slags overgangsdag til det solrige weekendvejr.

Dagen begynder således med overskyet vejr, men i løbet af dagen kommer der huller i skydækket, og dermed får solen mulighed for at vise sig frem.

Gennem hele fredagen vil det holde tørt, mens temperaturen topper med op til 17 grader.

Sommerligt vejr fra lørdag

Det sommerlige vejr melder for alvor sin ankomst lørdag, hvor højtrykket placerer sig lige hen over Danmark.

Først på lørdagen er det især Jylland og Fyn, som kan glæde sig over masser af solskin. Øst for Storebælt vil der stadig være en del skyer på himlen.

Omkring middag vil solen dog også brage igennem over Østdanmark. Kun på Bornholm bliver opklaringen mere træg.

Med det solrige vejr bliver det også en smule lunere. Prognoserne spår, at temperaturen generelt topper med 17 til 20 graders varme.

Lørdagens temperaturkort.
Lørdagens temperaturkort.
Foto: TV 2 Vejr

De højeste temperaturer ventes at blive målt ned gennem det centrale Jylland, mens det omvendt bliver noget køligere langs kystnære områder.

Søndag bliver der ligeledes også plads til masser af solskin og lokalt op til 21 grader på termometret.

Dermed er der i den grad lagt i kakkelovnen til en weekend, der kan bruges på diverse udendørs aktiviteter.