Mystisk væske sender person på hospitalet

En ukendt væske er blevet hældt ud af en dunk. Dampene har sendt en person på hospitalet.

Sydøstjyllands Brandvæsen er mandag formiddag til stede på Hovedgaden i Nim ved Horsens, hvor man undersøger et ukendt stof, som er blevet fundet under en oprydning i et hus. Sydøstjyllands Politi har spærret et område af.

- Nogen har været i gang med at rydde op i en bolig, de ikke selv bor i. Her finder de en dunk, som de tømmer på en betonoverflade, fortæller indsatsleder Aqqaluk Petersen.

Væsken i dunken reagerer med betonen og udsender nogle dampe.

- Der er en person, som bliver syg, fortæller Aqqaluk Petersen, som ikke kender vedkommendes tilstand.

Kemihold tilkaldt

- Vi ved ikke, hvad det er for et kemikalie, men det har givet en eller anden form for gener, siger Thomas Kiær, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Brandvæsenet har været rundt ved naboerne for at informere om situationen, men Aqqaluk Petersen forsikrer om, at der ikke er fare for beboerne i området.

Beredskabsstyrelsens kemihold er tilkaldt, og er nu i gang med at finde ud af, hvad det er for et kemikalie.

- Vi skal finde ud af det, så vi kan se på, om vi kan flytte det eller samle det op. Der var ikke etikette på dunken, forklarer Aqqaluk Petersen.

Han forventer, at arbejdet på stedet kommer til at tage et par timer endnu - og så længe det er tilfældet, vil der fortsat være afspærret på stedet.