Pigerne trådte lidt hårdere i pedalerne, mens den fugtige varme i Malaysia klæbede sig til dem. Den samme mand på scooter overhalede dem en gang til. Julie og Ida udvekslede et sigende blik.
Manden stoppede sin scooter lidt længere fremme og ventede atter på, at pigerne passerede ham. Så gassede han igen op og overhalede dem, og så ventede han på dem lidt længere fremme.
Sådan havde det stået på nogle kilometer, og Ida og Julie havde den samme uldne mavefornemmelse. De havde erfaret, at asiater er et nysgerrigt og nærgående folk, men den her mand var ikke ligesom de andre.
Den her mand var de urolige for.
Men den episode er den eneste, pigerne har oplevet som lettere ubehagelig på deres mange måneders gennemrejse i Asien. Og selv i den situation var hjælpen lige ved hånden.
Mere end 15.000 kilometer på hjul
21-årige Ida Engstad Poulsen og Julie Hölck Østergaard kalder sig Cykelpigerne, og de er netop vendt hjem efter tre en halv måned på cykel igennem Asien, hvor turen gik fra Bali til Bangkok. En cykeltur på 4.045 kilometer.
Bagefter fortsatte turen en måned igennem Europa fra Paris til Give på 1.882 kilometer.
I alt har Cykelpigerne tilbagelagt 15.542 kilometer på under et år, for i september 2022 drog pigerne på deres første cykelrejse igennem Sydamerika, hvor de cyklede 9.615 kilometer.
Sådan brugte Ida og Julie deres første sabbatår. Som så mange andre unge ville de ud at se verden. Men ingen af dem havde forestillet sig, at det skulle være fra en cykel.
- Vi brød os egentlig ikke særligt meget om at cykle, inden vi tog afsted, men det har vist sig at være en helt vild fed måde at rejse på. Man mærker vinden og naturen på en helt anden måde, end hvis man bare stiger ind og ud af en turistbus, og de lokale tager også meget bedre imod én og er mere imødekommende, fortæller Cykelpigerne.
Eskort til næste by
Manden på scooter ventede stadig på Ida og Julie lidt længere henne ad landevejen. Pigerne drejede ind til siden for at holde frokostpause på en restaurant.
Da de havde sat sig, lagde tjeneren en seddel på bordet foran dem. Det var en advarsel.
Der stod, at de skulle passe på sig selv, fordi manden, der fulgte efter dem, kiggede ondt på dem. Den besked bekræftede pigerne i det, de selv havde tænkt.
- Vi var ikke bange, men vi var opmærksomme. Det nyttede ikke noget at være bange. Vi slog over i handlingsmode, vi skulle lægge en plan og løse situationen, fortæller Julie.
Og det gjorde de. Julie og Ida allierede sig med et tjenerpar fra restauranten, som hellere end gerne ville eskortere dem på scooter de næste 25 kilometer, så pigerne kunne cykle videre i sikkerhed.
Sådan slap de af med manden på scooter med hjælp fra de lokale. Sådan har de mange gange oplevet de lokales venlighed på deres rejse.
Advaret mod at rejse
Inden Cykelpigerne drog ud på deres første rejse sidste år, blev de advaret af venner og familie, som syntes, det lød for farligt, at de to unge piger ville rejse alene rundt i verden. Nogle kaldte det endda en selvmordsrejse.
Da Ida skulle sige farvel til sin veninde, sagde veninden farvel, som om hun aldrig skulle se Ida igen.
- Min veninde giver mig et virkelig stort kram og siger, at hendes mor har sagt, at hun skal sige ordenligt farvel til mig, fordi hun nok ikke kommer til at se mig igen, fortæller Ida.
Det fik Cykelpigerne til kortvarigt at genoverveje, om de overhovedet skulle gennemføre rejsen.
- Men vi blev også stædige og tænkte, at andre ikke skulle forhindre os i at tage af sted, og så gjorde vi det, siger Ida.
Og det har de på ingen måde fortrudt.
Tillid til fremmede
I alle de lande, som Ida og Julie har cyklet igennem, er de blevet mødt med venlighed og hjælpsomhed. Pigerne har overnattet hos lokale, som hellere end gerne bød dem velkommen.
Det har betydet, at pigerne har fået en grundlæggende tillid til fremmede.
- Alle de gange, hvor folk åbnede deres hjem for os og bød os på mad og drikke, var så bekræftende, fordi vi oplevede, at folk ville os det godt og tog varmt imod os. Selv når vi ikke opsøgte hjælp, kom folk og tilbød os mad, snacks og husly, fortæller Julie.
Det var også den erfaring, de kom hjem med efter deres første cykelrejse i Sydamerika.
- Når man møder andre med åbenhed og smil, så får man det samme tilbage. Jeg synes godt, vi kan tegne et farligt billede af verden, men sådan er det slet ikke. Vi oplevede, at andre ville os det godt, fortæller pigerne.
Derfor har episoden med manden på scooter, som fulgte efter dem, heller ikke ændret deres overbevisning om, at verden ikke er et farligt sted.
- Så længe man tænker over, hvem man snakker med, og hvordan man opfører sig, så synes jeg ikke, det er naivt, at unge piger rejser alene ud i verden. Jeg synes, det er ærgerligt, hvis man tænker sådan, siger Julie.
De ønsker, at alle følger deres rejsedrømme og kaster sig ud i verden. Og de anbefaler alle at opleve verden på cykel.
- Vi var ikke i specielt god form, så alle kan gøre det, vi har gjort, siger Cykelpigerne.
Planlægger næste cykelrejse
Ida og Julie har netop taget hul på deres andet sabbatår. De bor igen hjemme ved deres forældre. Ida arbejder som støttepædagog på Mølholm Skole i Vejle, mens Julie er lærervikar på Firkløverskolen i Give.
- Tiden føles lang herhjemme. Den snegler sig af sted samtidig med, vi bare falder tilbage i det samme hamsterhjul. Vi har været væk i et år, men alt er, som da vi tog af sted, fortæller Julie.
Inden i dem er meget forandret det sidste år. Rige på gode oplevelser, smuk natur og spændende kulturer er barndomsveninderne ikke i tvivl om, at cykelrejserne langt fra er færdige.
- Vi snakker allerede om, at vi skal en tur til Afrika måske til sommer, fortæller Ida.
Begge piger forestiller sig, at de som 70-årige stadig cykler verden tynd. Også gerne sammen med deres mand og børn, når den tid kommer. Men aldrig uden hinanden.
