Oversigt

Guldregn over lokale boksere til Nordiske Mesterskaber

Syd- og sønderjysk boksning er på vej frem.

Det står klart efter denne weekend, hvor tre lokale boksere kan kalde sig nordiske mestre i forskellige vægtklasser på tværs af køn.

Lørdag vandt Melissa Mortensen fra Varde sin finale i vægtklassen Elite 54 kilo (letvægt) på overbevisende facon med resultatet 5-0 over landsmanden Luna Andrup..

Samme dag vandt Nikolai Terteryan fra Vejle, og søndag kunne tvillingen Sebastian Terteryan så gøre sin bror kunsten efter og sikre sig guldmedaljen.

Melissa Mortensen (midten) er i skrivende stund ikke kvalificeret til De olympiske lege i Paris til sommer. Hun har dog ét skud tilbage i bøssen i maj og juni, hvor sidste kvalifikationsturnering afholdes i Thailands hovedstad, Bangkok.

Foto: Emma Rixen Hedegaard/TVSYD

Sebastian Terteryan vandt sin finale i Elite 80 kilo-vægtklassen (letsværvægt) med 3-2, mens tvillingebroren Nikolai Terteryan vandt 5-0 i Elite 71 kilo-vægtklassen (mellemvægt) mod en svensk modstander.

- Jeg har haft godt med gåpåmod, og jeg er bare glad for, at det hele har spillet nu her, og jeg vinder guldmedaljen. Det er fandme dejligt, siger Sebastian Terteryan.

Nikolai Terteryan er formentlig den af boksetvillingerne, der er mest kendt af danskerne. Han deltager nemlig til OL i Paris til sommer og er blevet udråbt som Danmarks olympiske håb.

En plads til De olympiske lege er dog også noget, som står højt på Sebastian Terteryans ønskeseddel. Derfor er han netop rykket i en ny vægtklasse i håbet om, at det kan sikre ham adgang til at indløse en OL-billet.

Sebastian Terteryan (2. tv.) har vundet sit første nordiske mesterskab
Sebastian Terteryan (2. tv.) har vundet sit første nordiske mesterskab
Foto: Emma Rixen Hedegaard/TVSYD