Florin Tudor er Hus Forbi sælger i Vejle

Han forlod sine børn for at give dem et bedre liv

Rumænske Florin Tudor har droppet sine egne behov og drømme. Han lever af at sælge aviser i Vejle for at skabe et bedre liv for sin datter og søn, som han kun ser tre gange om året.

Regndråberne danser henover gågaden. Det er gråt. Vådt. 

Men midt på gaden står en mand og trodser det triste vejr med et smil. Han er ikke iklædt regntøj, men sorte bukser, en rød hættetrøje og en jakke med logoet "Hus Forbi". 

Perler af vand har sat sig i det lange, sorte skæg, og da han åbner munden, mangler en tand. 

”Køb en avis, køb Hus Forbi”.

De forbipasserende skutter sig, trækker hætten op og skynder sig videre. Det er koldt, og folk har travlt med at komme hjem i tørvejr.

Men ikke Florin Tudor. Han har ikke noget hjem. 

Han hilser på de travle forbipasserende, og et nej bliver taget med et smil. 

- Ha’ en god dag.

Et kendt ansigt i Vejle

Florin Tudor er 40 år og fra Rumænien. Hver dag står han på gågaden i Vejle. Alle syv dage. I al slags vejr. Han er kendt som den glade Hus Forbi-sælger, der altid står med et smil og får en snak med de lokale.

- Han generer ingen. Han er et glad smil i gågaden, siger pensionist Kirstine Hviid.

- Imponerende, at han altid smiler og siger hej, lyder det fra konditor Maja Askjær, der ligesom de to studerende Sofie Jensen og Katrine Hansen ofte lægger mærke til den glade avissælger.

- Man ser ham tit. Han er vildt rar. Han siger altid god dag.

Florin Tudor får gerne en kop kaffe hos Frellsens for at hjælpe med at tage stole ud.
Foto: Lukas Mæng, TV SYD

Men bag det venlige smil gemmer sig en mand med en for mange overraskende skæbne.

På TV SYD Play kan du se Florin Tudor fortælle, hvorfor han forlod sine børn i Rumænien for at sælge aviser året rundt i Vejle

Efterlod børnene i Rumænien

Florin Tudor er født og opvokset i en rumænsk landsby 30 kilometer uden for byen Buzău. Han har ingen uddannelse, men arbejdede i mange år med at sælge vandmeloner og peberfrugter.

quote

Hvornår kommer du hjem? Jeg savner dig

14-årige Luis, Florin Tudors søn

Men konkurrencen på markedet spidsede til, forretningen kunne ikke løbe rundt, og Florin Tudor blev arbejdsløs. 

Han fortæller, at konen og ham gik fra hinanden, og at hun rejste væk. 

Huset i Rumænien, hvor Florin Tudors mor bor med børnene.

Tilbage stod Florin Tudor med to børn på to og fire år. Uden job. Uden mulighed for at kunne forsørge familien. Han kunne ikke få job på grund af en dårlig ryg. Efter nogle år gik den ikke længere. Han tog en svær beslutning og efterlod børnene hos sine forældre.

- Jeg vil gerne have, at mine børn får et bedre liv, end jeg har haft, siger Florin Tudor på en sproglig blanding af dansk og engelsk. 

Kursen blev sat mod Danmark. En ven havde fortalt ham, at i det lille land mod nord var der arbejde at finde. Det lykkedes at få arbejde som budbringer, men det gik heller ikke med hans dårlige ryg. Han endte som hjemløs, først i København, siden i Vejle.

Hjemløse i Danmark:

  • 2013: 5820 hjemløse

  • 2015: 6138 hjemløse

  • 2017: 6635 hjemløse

  • 2019: 6431 hjemløse

  • 2022: 5789 hjemløse

  • 2024: Ikke opgjort endnu.

Antallet af hjemløse opgøres hvert andet år. I 2021 blev optællingen udsat pga. covid-19. Tallene for 2024 er først klar sidst på sommeren.

Kilde: VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Penge til børnenes skolegang

Florin Tudor køber Hus Forbi-aviserne hos Kirkens Korshær, hvorefter han stiller sig i gågaden eller på havnen fra klokken ni til 17 med et håb om at tjene nok til mad og til at sende penge hjem. Det kræver sine salg. Aviserne koster 50 kroner per styk. Han får halvdelen.

- Det er meget forskelligt, hvor meget jeg sælger. Det er mellem fem og 10 aviser om dagen, fortæller han.

quote

Jeg sender penge hjem, så de kan gå i skole, få en uddannelse og et godt arbejde

Florin Tudor

En gang imellem lyder en hul, klingende lyd, og det er sød musik i Florin Tudors ører. Så er der røget en ekstra skilling i den blå metalkande, der trofast står ved hans side.

Ud af de penge han skraber sammen, sender han overskuddet hjem til børnene. Hans far er gået bort, men børnene bor fortsat hos hans pensionerede mor. 

Florin Tudor og hans søn Luis.
Florin Tudor og hans søn Luis.
Foto: Jonas Ravnkilde Johansen, TV SYD.

Florin Tudor er afsted på 10. år. Datteren Bianca er i dag 16 år. Sønnen Luis har rundet 14.

- Det er ikke godt. Jeg savner dem.

Florin Tudor ringer hver dag til børnene via FaceTime. I dag er det sønnen Luis, der toner frem på skærmen. 

- Hvad laver du? Har du fået noget at spise i dag? Spørger Florin.

Det har han.

- Hvornår kommer du hjem? Jeg savner dig, lyder det fra 14-årige Luis.

Video: Jonas Ravnkilde Johansen, TV SYD

Florin roser sønnen for at gå op i hans skolegang. Det er vigtigt, at de gør noget ud af det. Det er hele årsagen til, at den lille familie må undvære hinanden.

- Jeg sender penge hjem, så de kan gå i skole, få en uddannelse og et godt arbejde.

De fortsætter samtalen med hverdagsting om skolen, ligesom en hver anden far og søn. 

Lever for sine børns fremtid

Florin Tudor gør sig ikke de store tanker om fremtiden.

- Jeg har ingen planer for fremtiden. Ikke for i morgen, ikke for næste uge, ingen planer.

Drømme besidder han ikke - for sig selv. Hans eneste drøm handler om Bianca og Luis.

- Jeg lever for mine børn. Jeg vil gøre det godt for dem, så de får en god fremtid.

Han ser kun børnene tre gange om året. Til påske, jul og i løbet af sommeren.

Her tager han den knap tre timer lange flyvetur fra Billund til Bukarest efterfulgt af en to timers bustur til hjembyen i det sydøstlige Rumænien.

- Jeg håber, at jeg en dag kan komme hjem og bo sammen med dem igen. Jeg håber, siger han.

Han er hjemme i to uger. Så tager han tilbage til Vejle og stiller sig på gågaden igen. Syv dage om ugen. I al slags vejr. Året rundt. Heldigvis går det ikke ubemærket hen.

- Når jeg kommer tilbage, spørger folk, hvor jeg har været.

Så kan der komme penge i den lille blå metalkande igen. Så jo, der er håb for fremtiden. 

Hus Forbi hjælper de udsatte:

  • Hus Forbi er en forening, der har til formål at hjælpe samfundets udsatte gennem aktiviteter, herunder at sælge avis.

  • Avisen koster 50 kroner. 25 af dem går til sælger. 25 går til foreningens arbejde.

  • Avisen udkommer 12 gange om året.

  • Indholdet er samfundsrelevante artikler primært omkring livet på gaden og psykiatri.

  • Der er ca 4.000 registrerede sælgere, men årligt omkring 1.200 aktive sælgere.

  • De fleste sælgere er i hovedstadsområdet og i de større byer, men der er sælgere over hele landet.

Kilde: Foreningen Hus Forbi.