Oversigt

Zoologisk have afliver Danmarks eneste voksne hangorilla

Givskud Zoo har mistet sin sølvryg, hangorillaen Kipenzi, på grund af fremskreden alvorlig sygdom, der ikke kunne helbredes. ‌ ‌ ‌

Det skriver dyreparken i en pressemeddelelse.

Gorillahannen Kipenzi havde været syg i en periode, og blev derfor undersøgt med specialiserede blodprøver, samt ultralydsscanninger af hjerte og bughulen med hjælp fra eksperter fra Zoologisk have i København, samt specialister fra Rigshospitalet og KUSUDN, Universitet for mindre husdyr.

- Desværre viste ultralydsscanningen, at Kipenzi havde fået bughindebetændelse, som havde spredt sig i bugen. Bughindebetændelse er infektion omkring mavens organer, og er meget svært, hvis ikke umuligt, at helbrede hos en gorilla. Vi traf derfor den tunge beslutning af aflive ham, mens han var bedøvet, forklarer Ditte-Mari Sandgreen, der er dyrlæge i Givskud Zoo.

Kipenzis far Samson, som døde af hjertestop i 2016. Fotoarkiv.
Kipenzis far Samson, som døde af hjertestop i 2016. Fotoarkiv.

Ifølge dyrlægen er Kipenzis infektion en af de mest almindelige dødsårsager hos gorillaer. Der forskes i årsagerne, som kan skyldes flere forskellige problematikker. Ofte er infektionen fremskreden ved aflivning, og den oprindelige sygdomsårsag er ikke mulig at identificere, hvilket komplicerer udredning og behandling.

- Vi prøver, som altid, at lære så meget som muligt af sygdomstilfælde, så der er taget mange prøver, som analyseres gennem det næste stykke tid. Når resultaterne er samlet, håber vi at dele vores erfaring og fund med kolleger internationalt, så vi og andre dyreparker fremover kan lære af det, siger dyrlægen. 

Søn skal overtage - men endnu for ung 

Sølvryggen Kipenzi var rent genetisk vigtig i det internationale avlssamarbejde mellem zoologiske haver i verden. 
Hangorillaen Kipenzi som helt ung. Fotoarkiv.
Hangorillaen Kipenzi som helt ung. Fotoarkiv.
- Kipenzi var vigtig i det avlspuslespil, så det er klart en brik, vi kommer til at mangle nu, siger Ditte-Mari Sandgreen.

Det er meningen, at Kipenzis søn, Kijani, som også bor i dyreparken, skal overtage fra sin far. Men endnu er den for ung til at indgå i det internationale avlsarbejde.

I gorillaflokken i Givskud Zoo er der nu hunnerne Minnie, Mawenzi og Kahla samt to fireårige unger, hannen Kijani og hunnen Malkia, som begge er efterkommere af Kipenzi.