Hver nat er jeg tilbage i krigszonen

Daniel Groth Chrestensens drengedrøm bristede en novemberdag i 2004. Lyden af fyrværkeri, lugten af krudt og følelsen af skyld og skam har hjemsøgt ham lige siden.

Han kan høre på skinnerne, at toget er tæt på. Det er en sommerdag i 2017, og på perronen i Kolding er han alene lige nu.

Han lukker øjnene og ser fyrværkerifabrikken i Seest dækket af kulsort brandrøg. Det ligner en krigszone. 

Det er den slags brande, han som dreng havde drømt om at rykke ud til. Nu er det eneste, han kan tænke på, at han langt fra føler sig som den superhelt, han havde drømt om at blive.

I det øjeblik bliver han grebet af en dyster tanke. 

Der er kun otte meter over til skinnerne, og så kan det hele være slut. 

Daniel Groth Chrestensen

Lyden af fyrværkeri og lugten af krudt og blod vil forsvinde. Det vil være slut med at genspille scene efter scene fra den novemberdag i 2004, hvor hans liv ændrede sig for altid.

Blå blink er Daniels drengedrøm

Det er en helt almindelig overskyet onsdag i november 2004, da den 18-årige tømrerelev Daniel Groth Chrestensen bliver ringet op af sin holdleder hos Det Frivillige Beredskab i Kolding.

Daniel har været frivillig brandmand, siden han var 16 år, for røde brandbiler og blå blink er hans helt store drengedrøm.

Derfor tøver han ikke et sekund, da holdlederen ringer midt i skoletiden og beder ham slippe alt, hvad han har i hænderne og skynde sig hen til brandstationen.

Det er fedt. Nu skal jeg ud til min første ildebrand. Nu er jeg en af brandmændene. 

Daniel Groth Chrestensen

Han presser gashåndtaget på sin lilla Aprilia Sonic i bund, og med 30 kilometer i timen, godt foroverbøjet drøner han gennem Kolding midtby. Nu sker der endelig noget, tænker han.

282 ton rent krudt

Over 2000 ton kinesiske specialiteter med 282 ton rent krudt er den tredje november 2004 opbevaret på N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik i Seest ved Kolding.

Lagerhaller og containere er propfyldte med raketter, romerlys, sole, fontæner, hundepropper og heksehyl, der alle venter på at blive sendt ud i butikkerne, så danskerne kan skyde nytåret ind med manér.

Det er inde i en af de containere, at et lillebitte uheld sætter gang i en kædereaktion.

En kædereaktion, der får de frivillige brandmænd på Smedegade i Kolding til at skynde sig i tøjet.

Et lillebitte uheld

To sæsonarbejdere er ved at sætte papkasser med fyrværkeri på træpaller og køre de fyldte paller ud til åbningen af den 12 meter lange stålcontainer på en palleløfter. Under arbejdet falder en kasse med Wildfire Triple Break-raketter 40 centimeter ned, og pludselig kommer der røg og gnister fra kassen.

En beslutning, der kommer til at ændre alt

Den unge brandmand Daniel har sommerfugle i maven, da han sætter sig ind i brandbilen ved siden af sin makker, den 33-årige familiefar Max Jørgensen. 

Max Jørgensen har flere års erfaring som frivillig brandmand, og derfor beslutter de to på vej ud af garagen at bytte plads. Pladsbyttet betyder, at deres roller er byttet, så nu er det i stedet er Max Jørgensen, der skal gå forrest, når de kommer frem. 

Det er en beslutning, der kommer til at ændre livet for dem begge to.

200 potentielle bomber

Da de frivillige brandmænd svinger om hjørnet til Kløvkærvej, er det, som om nytårsaften er brudt løs. 

På fyrværkerifabrikken står meterhøje flammer ud af enden på en brændende container, og nytårsraketter danner et livsfarligt inferno foran åbningen.

Nær den glohede stålkasse står en lille bygning med 200 gasflasker med brændstof til fyrværkerifabrikkens gaffeltrucks. Ild og gas er en livsfarlig kombination, så opgaven for Daniel og hans makker, Max Jørgensen, er at køle den lille bygning ned.

Daniel tænker, at opgaven mest af alt virker som en sikkerhedsforanstaltning, så på det tidspunkt føler han sig langt fra i farezonen.

Han tænker ikke særlig meget over, at der altså lige ved siden af den glohede stålcontainer står 200 potentielle ”bomber” med en sprængkraft langt voldsommere end nogen anden raket på hele fyrværkerifabrikkens lager. 

00:36 Luk video

Fordi Max Jørgensen og Daniel besluttede at bytte plads, står Max Jørgensen et par meter længere fremme og venter på Daniel.

Max Jørgensen nikker til Daniel. Nu er de klar.

Pludselig begynder den brændende container at hvæse.

Det er en forkert lyd, tænker Daniel og fører instinktivt armen op foran øjnene.

Så bliver han blæst omkuld.

Et gennemhullet ansigt

Da han kommer til bevidsthed igen, er det eneste han kan høre en dyb hyletone.

Med tungen fornemmer han, at fortænderne er væk, og det føles som om, overlæben hænger ned som en guirlande.

Jeg tror, jeg er blevet ramt i hovedet af en raket.

Daniel Groth Christensen

Daniel Groth Chrestensens ansigt nogle dage efter ulykken. Foto: Privat

Da han rejser sig op, står han i et buskads flere meter fra det sted, hvor han var blevet slået omkuld. 

Han er omgivet af tyk hvid tåge, og her begynder en alarmklokke at ringe.

Så meget røg burde der ikke være efter en enkelt raket, tænker Daniel, og han har ret. Det var ikke en raket, der slog ham bevidstløs, det var den brændende stålcontainer, der eksploderede. 

I samme sekund går situationens alvor op for Daniel. Det her er langt mere alvorligt, end han først havde forestillet sig.

Med den erkendelse sætter han i løb tilbage mod brandbilen. Raketter regner ned om ørene på ham, mens han spurter væk fra den brændende fabrik.

Ud ad øjenkrogen ser han Max Jørgensens krop, der ligger livløs på jorden. 

Da Daniel sidder i ambulancen på vej til Kolding Sygehus, føler han ingen lettelse.

Timerne i helvede

Som mørket falder på, kan Daniel se lysglimtene fra fyrværkeriet. Det ligner tordenvejr på speed, tænker han.

Han ligger alene på stuen på sygehuset. Vinduerne giver ham perfekt udsigt over fyrværkerifabrikken. Det er som om universet vil straffe ham for at være løbet væk midt i kampens hede. 

Pludselig hører han luftsirenen. I samme sekund lyder et gigantisk brag, og en ildkugle stiger til vejrs over fabrikken.

Det var de store lagerhaller med 800 ton fyrværkeri, der var eksploderet. En eksplosion, der kunne måles som 2,2 på richterskalaen, og som fik seismografen til at slå ud i Mønsted Kalkgruber 125 kilometer derfra. 

00:34 Luk video

En trykbølge får vinduerne på stuen til at springe op, og vinden bringer lugten af krudt, jord og blod med sig. 

Det er som om, Daniels hoved kører i et gear, han aldrig har oplevet før. Han er overbevist om, at en stor del af Kolding by nu er slået ihjel.

Tankerne kører i ring i Daniels hoved, og gang på gang ender de ved hans makker og det faktum, at hvis ikke de tidligere på dagen havde byttet plads i brandbilen, så havde det været Daniel selv, der stadig lå inde i krigszonen og ikke hans makker.

Hver nat er han tilbage på hospitalsstuen

Da Daniel bliver udskrevet fire dage senere, tager han hjem til sine forældre, men om natten kan han ikke sove.

Så snart han lægger hovedet på puden, hiver hans tanker ham tilbage til den hvide hospitalsstue.

Hans arme bliver trukket ind i en spændetrøje, og lugten af krudt tvinger sig ned i hans lunger. Lyden af fyrværkeri og udrykning stopper ikke, før han slår øjnene op.

Sådan er det den første nat, og sådan bliver det hver eneste nat i årene efter, indtil Daniel er overbevist om, at den novemberdag i 2004 har slået noget fuldstændigt i stykker i ham.

00:27 Luk video

Daniels hoved genspiller scene efter scene, så det til sidst begynder at føles som en film, han har set i biografen. 

Han ser for sig, hvordan Max Jørgensen nikker kort før eksplosionen, han ser den hvide, kvælende tåge, og han ser den rygende ruinhob, som han efterlod bag sig.

Han ser det igen og igen og igen. 

ULYKKENS OFRE

Max Jørgensen var det eneste dødsoffer ved fyrværkeriulykken. Daniel Groth Chrestensen og en medpassager i ambulancen var de eneste hårdt kvæstede. 2000 mennesker blev evakueret, 176 huse var så ødelagte, at beboerne umiddelbart ikke kunne vende tilbage, og 75 af husene måtte rives fuldstændig ned.

Skyldfølelsen og skammen over at være løbet væk fra det hele får langsomt Daniel til at føle, at det burde være ham, der var død.

Det er ikke retfærdigt over for Max, at han er blevet mit genfærd. At det er mig, han skal hjemsøge.

Daniel Groth Chrestensen

Tanken forfølger ham og forplanter sig som en indre uro, han ikke kan slippe af med.

Kun alkohol tilbyder ham et frirum, og det bliver begyndelsen på et årelangt misbrug.

For Daniel handler det nu bare om at være i en tilstand, hvor han ikke er til stede i virkeligheden.

Daniel Groth Chrestensen udvikler et årelangt alkoholmisbrug. Foto: Privat

Det hele kan være slut

Det lykkedes Daniel at undslippe virkeligheden indtil den sommerdag i 2017, hvor han står ved jernbanen i Kolding. 

Der er kun otte meter over til skinnerne, og så kan det hele være slut. 

Da tanken slipper ud, bliver Daniel klar over, at han er nået til et punkt, hvor han skal overveje grundigt, hvad næste træk skal være.

Blandt skyld og skam dukker følelsen af utaknemlighed op. 

Her 13 år efter ulykken på fyrværkerifabrikken, føler han ikke, at han udviser Max Jørgensen nogen ære, ved at fantasere om at tage sit eget liv. 

Det var et valg, Max Jørgensen aldrig fik. 

Da Daniel ser toget i horisonten, har han truffet sit valg. 

Efterskrift

Den dag ved jernbanen i Kolding beslutter Daniel Groth Chrestensen at søge hjælp.

Han bliver kørt i behandling for sit misbrug på Behandlingscenter Stien i Vojens, og tre måneder senere står han på Arbejdsmedicinsk Afdeling i Esbjerg, hvor han får diagnosen posttraumatisk stresslidelse, også kendt som PTSD. 

OM PTSD:

PTSD er en stressreaktion, som kan opstå efter voldsomme oplevelser, hvor man har følt stærk frygt, rædsel eller hjælpeløshed. 

Når man har PTSD, har man gentagne oplevelser af flashbacks, og man kan føle stort ubehag, hvis man udsættes for omstændigheder, der minder om traumet.

Lidt over 2% af den europæiske befolkning har PTSD.

Kilde: Psykiatrifonden

I dag er Daniel ude af sit alkoholmisbrug. Han bor stadig i Kolding og arbejder som ambulanceredder, for drengedrømmen om de blå blink kan han ikke slippe. 

Efter at have modtaget den rette psykologiske behandling har Daniel endelig fået bearbejdet og begravet den skyld og skam, der har forfulgt ham siden ulykken på fyrværkerifabrikken.

Han har sluttet fred med sin beslutning om at løbe ud af området.

Endelig føles det, som om jeg har givet slip på det genfærd, der har hjemsøgt mig i 15 år.

Daniel Groth Chrestensen

 

 

Tekst og redigering: Line Guldager Hansen
Fotos: Privat/Ritzau Scanpix
Video: Arkiv
TV SYD, december 2019