Oversigt

Ejer tæt på at opgive håb om at finde hund, som forsvandt i vandløb

For næsten to uger siden forsvandt den 1,5 år gamle old english bulldog Eddie for øjnene af sin ejer, da den legede i Seest Mølleå. Den stærke strøm førte hunden ind i et 28 meter langt rør, som leder åen under Eliassensvej

TV SYD har været i kontakt med Eddies ejer, som siden hændelsen har ledt efter hunden flere gange ved røret og langs åen, men indtil videre uden held. 

Nu er hun ved at opgive håbet. 

- Det er hårdt hele tiden at blive mindet om det. Jeg vil stadig gerne finde ham, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde energien til det, siger hun. 

Historien om Eddie har fået stor opmærksomhed også på sociale medier, hvor mange har kommenterer på opslaget. Der har været mange positive tilkendegivelser, men der har også været en del negative eller ligefrem hadefulde kommentarer. 

På ulykkesstedet blev hunden ført ind gennem røret.
På ulykkesstedet blev hunden ført ind gennem røret.
Foto: Daniel Rasmussen

På grund af de negative kommentarer ønsker Eddies ejer ikke at stå frem med navn. TV 

SYD kender hendes identitet. TV SYD har tidligere fået bekræftet, at episoden har fundet sted ved Trekant Brand, som rykkede ud til stedet og forsøgte at finde hunden, da den forsvandt.

I forbindelse med TV SYD's første artikel om sagen bad ejeren om hjælp til at finde hunden, som formentlig er druknet. Mange har henvendt sig og tilbudt at hjælpe, men det er endnu ikke lykkes at finde den.

- Vi har været dernede med nogle, som havde et kloakkamera, men vi kan ikke få det igennem røret, siger ejeren.

Mads Astrup Sørensen, chef for Anlæg og Drift i Kolding Kommune, har tidlige sagt til TV SYD, at kommunen ikke vil sætte en rist i røret blandt andet fordi, at det vil stoppe til med grene. Det argument køber Eddies ejer dog ikke.

- Jeg kan ikke helt forstå problemet i at sætte et gitter for. Jeg tænker, at det må da være mere bøvlet at rense røret for grene, som sidder fast inde i røret, end det er at rense en rist, som sidder foran røret, siger hun.