Tyv stjal designer-møbler for op mod 300.000 kroner

Hvis du får tilbudt Ægget i brunt læder med en mørk, rund plamage på bagsiden, så er den kendte designerstol sandsynligvis stjålet i weekenden.

Lokalpolitiet i Fredericia efterforsker et indbrud i en villa i Blåhøj ved Erritsø fra fredag ved 17-tiden til lørdag eftermiddag.  Der er stjålet designermøbler for op mod 300.000 kroner.

- Det er ikke endeligt gjort op endnu, siger Jeppe Thranum fra lokalpolitiet i Fredericia til TV SYD.

Tyven har bl.a. taget to af de dyre klassikere i stole: Arne Jacobsens ”Svanen” og ”Ægget”.

- Alene Ægget i ubehandlet brunt læder i en jubilæumsudgave har en nypris på 110.000 kr., så det løber hurtigt op.

Ægget har en mørk plamage på bagsiden – med en diameter på ca. 10 centimeter – som er let genkendelig.

Foruden de dyre stole er der stjålet forskellige lamper.

- Der har måske kun været en enkelt om tyveriet, siger Jeppe Thranum. Der er flere  effekter, som er efterladt, formentlig fordi de har været for tunge for en person.

Ægget og Svanen er designet tilbage i midten af 50’erne, hvor Arne Jacobsen fik opgaven med at tegne møbler til Royal Hotel i København.