19-årig leder går imod strømmen, når han dirigerer sine 20 medarbejdere

Kun en fjerdedel af de unge mellem 18 og 34 år ønsker at blive ledere i deres arbejdsliv. Viktor Rosing fra Haderslev trodser udviklingen, da han allerede i en alder 19 år kan kalde sig for chef.

For de fleste 19-årige med et arbejde skal man 'blot' koncentrere sig om at udføre sin egen arbejdsopgave, men 19-årige Viktor Rosing skal ud over sig selv også få 20 andre medarbejdere til at fungere.

Han er nemlig restaurantchef på Burger King i Haderslev, og trods hans spæde erhvervsmæssige erfaring, føler han, at han besidder de rette egenskaber for at være en dygtig leder. I jobbet hos fastfoodkæden mener han især, at hans alder kommer ham til gode.

- Jeg har samme alder som det meste af mit personale, og det gør, at de sociale udfordringer vi måske går igennem i den alder, vi er i, dem forstår jeg, siger Viktor Rosing.

Victor Rosing har haft ældre chefer på Burger King tidligere. Han håber på at blive halvt så dygtige som dem.
Viktor Rosing har haft ældre chefer på Burger King tidligere. Han håber på at blive halvt så dygtige som dem.
Foto: Alex Syrik, TV SYD

Udover at få medarbejderne til at fungere som et hold, når burgerhungrende kunder står i kø, så har teenagechefen også ansvaret for at blandt andet at lægge vagtplaner og ansætte eller afskedige medarbejdere.

Det kan måske være svært at tage imod ordrer fra en, der er yngre eller jævnaldrende med en selv, men blandt de ansatte er der kun ros til deres 19-årige leder.

- Jeg synes, det er vildt rart, fordi han er med på, hvad der sker i unges liv. Han er rar at snakke med, og han har altid en god historie, så det gør det lidt sjovere, at han er yngre, siger en af medarbejderne på Burger King i Haderslev, Nanna Schmidt.

Nanna Schmidt er en af Victor Rosings 20 ansatte. Hun nyder at have en chef, der er på alder med hende selv.
Nanna Schmidt er en af Viktor Rosings 20 ansatte. Hun nyder at have en chef, der er på alder med hende selv.
Foto: Alex Syrik, TV SYD

Færre vil bestemme 

Selvom Viktor Rosing trives i sin rolle som restaurantchef, så er unge ledere som ham langtfra hverdagskost.

Ifølge en undersøgelse fra Konsulenthuset Ballisager svarer en fjerdedel af de unge mellem 18 og 34 år, at de ønsker at blive ledere i deres arbejdsliv. Det er cirka halvt så mange som for tre år siden.

Tobias Rahim synger på nummeret 'Mucki Bar', at 'alle har en chef, som de gerne vil nikke en skalle', og spørger man manden bag sidste års lederundersøgelse, så har lederrollen i dag et dårligt ry.

- Lederne har godt kunne lide at signalere deres vigtighed ved at løbe stærkt fra møde til møde. De unge, der ser på de her fortravlede ledere, tænker, at det her gider jeg da ikke, og derfor skal vi passe på, at vi ikke brander lederjobbet negativt, siger rekrutteringsekspert, Morten Ballisager.

Morten Ballisager er rekrutteringsekspert ved Konsulenthuset Ballisager. Ifølge ham har lederrollen et for dårligt ry.
Morten Ballisager er rekrutteringsekspert ved Konsulenthuset Ballisager. Ifølge ham har lederrollen et for dårligt ry.
Foto: TV SYD

Udover at unge mennesker bliver skræmte ved tanken om at bestemme på arbejdspladsen, så har færre mennesker også generelt lavere mål med deres arbejdsliv i dag ifølge Morten Ballisager.

- Vores arbejdsliv begynder at fylde mindre for mange mennesker. Vi lægger mere vægt på vores fritid, og så bliver det nok sådan, at der ikke vil være så mange, der vil investere det, som det kræver at blive leder, siger han.

Selvom Victor Rosing skal ordne en masse papirarbejde i baglokalet, så giver han stadig en hånd med på gulvet, når maden skal laves.
Selvom Viktor Rosing skal ordne en masse papirarbejde i baglokalet, så giver han stadig en hånd med på gulvet, når maden skal laves.
Foto: Alex Syrik, TV SYD

Den unge restaurantchef forstår godt, at ikke alle unge kan se sig selv i en ledende stilling som ham selv. Alligevel anbefaler han sine jævnaldrende at tage udfordringen op, hvis muligheden for at blive leder byder sig.

- Man skal ikke være bange for at prøve noget nyt. Man skal hoppe ud i det, og hvis det ikke fungerer for en, så fungerer det ikke. Jeg tror dog, at man vil sidde tilbage og ærgre sig, hvis ikke man tog de chancer, som man fik, siger Viktor Rosing.