Efter følelsesmæssig rutsjetur er medarbejderne tilbage

Sagsomkostninger var årsag til, at den socialøkonomiske virksomhed Social Craft gik konkurs efter konflikt med 3F. Nu er virksomheden genopstået, og medarbejderne er kommet på overenskomst.

Der er fyldte lokaler i den nye virksomhed Social Craft ApS i Horsens, selvom det blot er nogle uger siden, at den gamle virksomhed i samme navn gik konkurs den 27. marts.

quote

Jeg havde lyst til at stille mig op på et bord og danse

Anja Lysemose, medarbejder hos Social Craft

Anja Lysemose er sammen med en kollega i gang med at pakke og sætte labels på nogle kasser. Hun har haft sin hverdag hos Social Craft siden januar 2023. Derfor har de seneste uger været svære at komme igennem. 

- Det er stressende og bare uoverskueligt ikke at kunne vide, hvor man står henne, fortæller Anja Lysemose. 

Ubeskriveligt fedt

Hun lider af angst og ADHD og har brug for struktur. Derfor er hun nærmest lykkelig over at have fået sit fleksjob tilbage. 

- Jeg havde lyst til at stille mig op på et bord og danse, fordi så kom man tilbage til det, man kendte, til strukturer og tilbage til ens fantastiske kollegaer, siger Anja Lysemose, der nu får både pension af sin løn, feriefridage og en fritvalgskonto.

Den langvarige overenskomststrid med 3F og virksomhedens konkurs har skabt stor uvished for både ansatte og direktør Stinne Simonsen.

Stinne Simonsen er fortsat direktør i Social Craft.
Stinne Simonsen er fortsat direktør i Social Craft.

Men med økonomisk støtte fra investorer i det lokale erhvervsliv får virksomheden nu en ny chance.

- Bare for få dage siden, regnede vi aldrig med, at vi skulle arbejde sammen igen. Så det her med lige pludselig at have fået en mulighed for at etablere en ny arbejdsplads, det er ubeskriveligt fedt, siger Stinne Simonsen.

Godt styr på boet

Ifølge hende var sagsomkostninger årsag til konkursen.

- Det var helt konkret en advokatregning på 250.000 kroner, som vi ikke var i stand til at klare i det gamle selskab, fortæller hun. 

Ifølge Stinne Simonsen har advokaten nu fået sin betaling, og der burde efterhånden ikke være flere udeståender efter konkursen, siger hun.

- Det håber jeg ikke. Sidste melding fra kurator er, at der er godt styr på det, men det tager selvfølgelig tid at opgøre sådan et bo, og inden alle debitorer osv. har indbetalt deres penge.

Fælles udgangspunkt

Det nye Social Craft har nu tegnet overenskomst gennem Dansk Industri. Det er de selvsagt glade for hos 3F.

- Det synes vi jo er rigtig rart. Så har vi et fælles udgangspunkt for at snakke med arbejdsgiverne om arbejdsforholdene i virksomheden, siger Brian Nielsen, der er formand for 3F i Horsens.

- Jeg syntes, at det har været det værd. På den måde, at de er omfattet af en overenskomst, siger han.