Line Madsen havde en oplevelse på Fredes cafe i Kolding, der fik hende til at skrive følgende på Facebook:
Kære Fredes cafe.
Vi var i dag inde og spise på jeres cafe, da vi lagde mærke til ekspedienten stod og fyldte ketchup op i jeres små Heinz flasker - men fra en stor flaske, der ikke var fra Heinz mærket.
Vi spørger ekspedienten, om hun fyldte rigtig Heinz ketchup over i flaskerne - dette svarer hun nej til - det var et ukendt mærke, hun fyldte over i.
1. Kan man som kunde regne med de ingredienser, der står på Heinz flaskerne, når I fylder et andet mærke ned i? Folk med allergi har ingen mulighed for at vide, hvad de spiser?
2. Falsk markedsføring - ved Heinz I reklamerer med deres ketchup ved jeres borde, men at det ikke er deres produkt der er i flaskerne?
3. Hvor hygiejnisk er det at I genfylder flaskerne? Har I styr på sidste holdbarhedsdato? I fylder jo først flaskerne op, når de er løbet tør? Og som kunde kan man ikke se holdbarheden nogen steder?
Man kan som kunde undre sig over hvilke andre ting, I er kreative med, når det kommer til mad?
TV SYD har bedt Lisbeth Tang Nielsen, der er indehaver af Fredes Cafe i Kolding, om en forklaring.
- Kunden talte med en pige, der var ny i job i sidste uge, og hun vidste ikke, hvordan vi gør det. Jeg laver en ketchup, der er meget bedre. Den er økologisk og hjemmelavet, og jeg vil gerne beholde Heinz-flaskerne, fordi de passer ned i holderne, forklarer Lisbeth Tang Nielsen.
Men der står jo Heinz på flaskerne. Kan du forstå, at hun føler sig ført bag lyset?
- Ja, og det er jeg også ked af. Men man skal have tillid til, at man godt kan få noget, der er bedre.
Er der andet, der bliver puttet på andre flasker?
- Nej, bestemt ikke, og hvis der var, ville jeg informere om det. Jeg er i gang med at pille mærkerne af flaskerne, for jeg vil fortsat gerne bruge flaskerne, oplyser Lisbeth Tang Nielsen.
https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10205826730603563&set=o.25011800...