Byrådsmedlemmer i chok over partiopløsning

Ordene "chok" og "overraskelse" går igen hos flere af Nye Borgerliges byrådsmedlemmer efter nyheden om at partiet nedlægges. Flere af dem havde dog en idé om, hvilken vej det gik.

- Hvad? Det kommer helt bag på mig.

Sådan lød reaktionen fra Nye Borgerlige byrådsmedlemmet i Vejen Kommune, Peter Svane, da TV SYD overbragte ham nyheden om, at Nye Borgerlige bliver opløst. 

Alle de syd- og sønderjyske Nye Borgerlige-byrådsmedlemmer, som vi har talt med, havde intet hørt, før Pernille Vermund på sociale medier meldte ud, at partiet går i opløsning.

- Jeg har fået det at vide af journalister, fortæller Eva With, byrådsmedlem i Vejle Kommune.

quote

Det blev en kamp om overlevelse og ikke en politisk kamp

Karsten Byrgesen, byrådsmedlem Fredericia Kommune

Samme melding kommer fra Bo Kleis Christensen fra byrådet i Sønderborg.

- Jeg er i chok. Jeg har det kun fra medierne. Jeg har ikke hørt noget fra partiet endnu, siger han.

Vil ikke stå i vejen for borgerligt flertal

Benny Bonde, der er byrådsmedlem for partiet i Haderslev Kommune, mente, at han havde fået en mail fra Pernille Vermund onsdag morgen. Da TV SYD senere spørger, om vi kan komme til at se mailen, oplyser han, at han huskede forkert, og at han læste nyheden på nettet.

Nyheden kommer ikke bag på ham.

- Det er jo ikke overraskende. Vi vidste godt, hvilken vej det gik, siger han.

Han kan godt forstå Pernille Vermunds ræsonnement bag beslutningen om at opløse partiet og peger også selv på, at der er for mange partier på den borgerlige fløj. 

- Vi skal ikke stå i vejen for et borgerligt flertal og tage 1-1,5 procent af stemmerne, siger Benny Bonde.

Karsten Byrgesen fortæller, at han har kunne finde genklang i Nye Borgerlige.
Karsten Byrgesen fortæller, at han har kunne finde genklang i Nye Borgerlige.
Foto: Region Syddanmark

Nye Borgerlige-medlemmet Karsten Byrgesen fra byrådet i Fredericia Kommune hæfter sig ved, at mange borgerlige partier har ens holdninger.

- Det gør det svært for Nye Borgerlige at kæmpe. Det blev en kamp om overlevelse og ikke en politisk kamp, siger han.

Selvom nyheden og måden den blev meldt ud på, overrasker Peter Svane fra Vejen Kommune, kunne han godt fornemme hvilken vej, det gik.

- Det har længe set vanskeligt ud. Det gør da også, at jeg selv har gjort mig nogle overvejelser, fortæller han.

Nyt parti?

Men hvad vil de forskellige byrådsmedlemmer så gøre nu? Pernille Vermund selv fortæller til TV 2, at hun vil melde sig ind i et andet borgerligt parti. Hvilket vides endnu ikke.

Byrådsmedlem i Vejen Kommune, Peter Svane.
Byrådsmedlem i Vejen Kommune, Peter Svane.
Foto: Malthe Lindholm Noes, TV SYD

Peter Svane har ingen planer om at melde sig ind i et andet parti. I hvert fald ikke i resten af valgperioden.

- Der er nogen, der har stemt på mig på grund af min person, mens andre har gjort det, fordi jeg stillede op for Nye Borgerlige. Derfor skifter jeg ikke til et andet parti, siger han.

I forbindelse med næste kommunalvalg vil han måske melde sig ind i et andet parti.

Også Benny Bonde tager den med ro den kommende tid. Han oplyser, at han skeler til Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne. 

- Inger Støjberg tiltaler mig, men det er ikke sikkert, hun vil have mig, siger han.

Eva With fra byrådet i Vejle vil modsat sine to snart forhenværende partifæller ikke være uden et parti resten af valgperioden.

- Jeg skal simpelthen tage tre skridt tilbage og tage en dyb indånding. Jeg er nødt til at tænke over, hvad der skal ske, men jeg har ikke lyst til at være løsgænger, men jeg ved ikke, hvilket det bliver, siger hun.

Byrådsmedlem i Esbjerg, Sabrina Bech Bartholin, skriver på Facebook, at hun har besluttet sig for at være løsgænger for nu. Men at hun vil bruge den kommende tid på at "udforske mine muligheder for mit fortsatte politiske engagement ind i en kontekst, der afspejler mit værdisæt, min ideologi og mine synspunkter," lyder det i opslaget.

"Jeg mener, at det er afgørende at dedikere tid og rum til at evaluere mit politiske arbejde, samt undersøge alternative politiske tilhørsforhold for fremadrettet", skriver Sabrina Bech Bartholin på Facebook.